Første Samuelsbog 17 1 Og det skete, når Ånden fra Gud var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Hånd; og Saul blev vederkvæget, og det blev godt med ham, og den onde Ånd veg fra ham. 2 Og Filisterne havde samlet deres Lejre til Krigen og samlede sig i Soko, som er i Juda; og de lejrede sig imellem Soko og imellem Aseka ved Efes-Dammim. 3 Og Saul og Israels Mænd samledes og lejrede sig i Egens Dal, og de stillede sig op til Slag imod Filisterne. 4 Og Filisterne stode på Bjerget på hin Side, og Israeliterne stode på Bjerget på denne Side, og Dalen var imellem dem. 5 Da udgik en Kæmper af Filisternes Lejre, hans Navn; var Goliath af Gath, han var seks Alen og en Håndbred høj. 6 Og der var en Kobberhjelm på hans Hoved, og han var iført en Skælbrynje, og Brynjens Vægt var fem Tusind Sekel Kobber. 7 Og han havde Kob berskinner over sine Fødder, og et Kobberkastespyd imellem sine Skuldre Og hans Spydstage var som en Væverstang, og Bladet på hans Spyd var seks Hundrede Sekel Jern; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. 8 Og han stod og råbte til Israels Slagordener og sagde til dem: Hvorfor droge I ud at stille eder op til Slag er jeg ikke en Filister og I Sauls Tjenere? udvælger eder en Mand, at han kommer ned til mig. 9 Dersom han kan stride med mig, og han slår mig, da ville vi være eders Tjenere; men dersom jeg kan få Magt over ham og slår ham, da skulle I være vore Tjenere og tjene os. 10 Fremdeles sagde Filisteren: Jeg har forhånet Israels Slagordener på denne Dag; giver mig en Mand, så ville vi stride sammen. 11 Der Saul og al Israel hørte disse Filisternes Ord, da bleve de forf ærdede, og de frygtede såre. 12 Men David var hin efratitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda. hvis Navn var Isai og, som havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage og kommen til Års iblandt Mændene. 13 Og de tre ældste Isais Sønner vare gangne med Saul i Krigen; men hans tre Sønners Navne, som vare gangne i Krigen, vare Eliab den førstefødte, og Abinadab den næstældste, og Samma den tredje. 14 Men David var den yngste, og de tre ældste var gangne med Saul. 15 Og David var gået og vendt tilbage fra Saul at vogte sin Faders Småkvæg i Bethlehem. 16 Og Filisteren kom frem om Morgenen og om Aftenen og stilled sig frem i fyrretyve Dage. 17 Og Isai sagde til David, sin Søn: Kære, tag til dine Brødre denne Efa risted Aks og disse ti Brød og løb til Lejren til dine Brødre. 18 Men diss ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de tusinde; og du skal se til dine Brødre, om det går dem vel, og du skal medtag et Pant fra dem. 19 Og Saul og de og alle Israels Mænd vare i Egens Dal for at stride imod Filisterne. 20 Da stod David tidlig op om Morenen og overlod Småkvæget til en Vogter, og han tog hine Sager og gik, således som Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, og Hæren var uddragen i Slagordenen, og de havde råbt ud til Slag. 21 Og Israel havde stillet sig op imod Filisterne, Slagorden imod Slagorden. 22 Da gav David sit Tøj fra sig til ham, som forvarede Tøjet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og spurgte til sine Brødres Velgående. 23 Og der han talede ned dem, se, da kom hin Kæmper, hvis Navn var Goliath, Filisteren af Gath, op fra Filisternes Slagordener, og talede de samme Ord; og David hørte det. 24 Men hver Mand af Israel, når de så Manden, da flyede de for ham og frygtede såre. 25 Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhåne Israel; og det skal ske, den Mand, som slår ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel. 26 Da sagde David til M ændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slår denne Filister og borttager Forhånelsen fra Israel thi hvo er denne uomskårne Filister, at han forhåner den levende Guds Slagordener 27 Da sagde Folket til ham de samme Ord: Således skal der gøres ved den Mand, som slår ham. 28 Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned? og hvem overlod du det lidet Småkvæg i Ørken? jeg kender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen herned for at se Krigen. 29 Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? det er jo kun et Ord. 30 Og han vendte sig omkring fra ham hen til en anden og sagde de samme Ord; og Folket gav ham Svar igen som forrige Gang. 31 Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav Saul dem til Kende, og han lod ham hente. 32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte blive mistrøstigt for hans Skyld; din Tjener skal gå og stride med denne Filister. 33 Og Saul sagde til David: Du kan ikke gå hen til denne Filister for at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af. 34 Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Småkvæget og en Løve kom og en Bjørn og borttog et Lam af Hjorden. 35 Og jeg gik ud efter den og slog den og reddede det af dens Mund; og den rejste sig imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skæg og slog den og dræbte den. 36 Både Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskårne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhånet den levende Guds Slagordener. 37 Frem- deles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Hånd; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig. 38 Og Saul iførte David sine Klæder og satte en Kobberhjelm på hans Hoved og gav ham en Brynje på. 39 Og David bandt hans Sværd oven over sine Klæder og begyndte at gå, thi han havde ikke forsøgt det; da sagde David til Saul: Jeg kan ikke gå i dem, thi jeg har ikke forsøgt det; og David lagde dem bort fra sig. 40 Og han tog sin Kæp i sin Hånd og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Hånd og gik frem imod Filisteren. 41 Og Filisteren gik fluks og kom nær til David; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. 42 Der Filisteren så op og så David, da foragtede han ham; thi han var en ung Person, rødmusset, dejlig af Anseelse. 43 Og Filisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kæppe? og Filisteren bandede David ved sine Guder. 44 Og Filisteren sagde til David: Kom hid til mig, så vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene på Marken dit Kød. 45 Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhånet. 46 På denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Hånd, og jeg skal slå dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr på denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr på Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. 47 Og hele denne Forsamling skal vide, at Herren ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er Herrens, og han skal give eder i vor Hånd. 48 Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde. 49 Og David stak sin Hånd i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, så at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt på sit Ansigt til Jorden. 50 Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Hånden. 51 Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Sværd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne så, at den vældige iblandt dem var død, da flyede de. 52 Da gjorde Israels og Judas Mænd sig rede og råbte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Sårajim og indtil Gath og indtil Ekron. 53 Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr. 54 Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Våben i sit Telt. 55 Men der Saul så David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Så vist som din Sjæl lever, o Konge! jeg ved det ikke. 56 Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er! 57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Filisteren, da tog Abner ham og ledte ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Filisterens Hoved i sin Hånd. 58 Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn. |