Første Samuelsbog 20 1 Da flyede David fra Najoth i Rama og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad har jeg gjort? hvad er min Misgerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv 2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke dø, se, min Fader gør ikke nogen Gerning, stor eller liden, at han jo åbenbarer den for mine, Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gerning for mig? det er ikke så. 3 Da svor David fremdeles og sagde: Din Fader ved vist, I at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det måtte bedrøve ham; og sandelig, så vist som Herren lever, og så vist som din Sjæl lever, der er ikkun et Trin imellem mig og imellem Døden. 4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gøre dig. 5 Og David sagde til Jonathan: Se, det er i Morgen Nymåne, og jeg skulde jo sidde hos Kongen at æde; så lad mig fare, at jeg kan skjule mig på Marken indtil den tredje Dag ad Aften. 6 Dersom da din Fader savner mig så sig:. David begærede meget af mig, at han måtte løbe til Bethlehem til sin Stad, thi den ganske Slægt har der et årligt Slagtoffer. 7 Dersom han siger således: Det er godt, så står det vel med din Tjener; men dersom hans Vrede optændes, da vid, at det onde er fast besluttet hos ham. 8 Så gør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ladet din Tjener indgå en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgerning hos dig, så slå du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader. 9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan fornemme, at det onde er fast besluttet hos min Fader, så at det vil komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det til Kende? l 10 Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig det til Kende eller: Hvad hårdt din Fader svarer dig 11 Da sagde Jonathan til David: Kom, så ville vi gå ud på Marken; og de gik begge ud på Marken. 12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! når jeg udforsker min, Fader ved den Tid i Morgen eller den tredje Dag, og se, det står vel for David, og jeg da ikke sender til dig og åbenbarer det for dine Øren: 13 Da gøre Herren Jonathan nu og fremdeles så og så; men finder min Fader for godt at gøre dig ondt, vil jeg og åbenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gå med Fred; og Herren være med dig; ligesom han har været med min Fader. 14 Skulde du ikke dersom jeg da lever, ja, skulde du da ikke gøre Herrens Miskundhed imod mig, så at jeg ikke skal dø ? 15 Ja, du vil ikke borttage din Miskundhed fra mit Hus evindeligen, selv ej, når Herren får udryddet Davids Fjender hver især af Jordens Kreds. 16 Så gjorde Jonathan en Pagt med Davids Hus: Og Herren skal kræve det af Davids Fjenders Hånd". 17 Og Jonathan blev ved at besværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjæl. 18 Og Jonathan sagde til ham: Det er i Morgen Nymåne, så savnes du; thi man skal savne dig på din Plads. 19 Og når du har været borte i tre Dage, skal du drage ned i Hast og komme til Stedet, hvor du skjulte dig på hin Gernings Dag; og du skal blive ved den Sten Asel. 20 Så vil jeg skyde tre Pile ud til Siden, ligesom jeg vilde udskyde dem for mig efter et Mål. 21 Og se, jeg vil sende Drengen og sige: Gak, led Pilene op; siger jeg til Drengen: Se, Pilene ligge på denne Side af dig, tag dem: Kom da! thi der er Fred for dig, og der er ingen Ting at frygte for, saa vist som Herren lever. 22 Men siger jeg således til den unge Dreng: Se, Pilene ligge foran dig, bedre frem: Da gak! thi Herren har ladet dig fare. 23 Og hvad det Ord angår, som vi have talet, du og jeg, se, Herren er imellem, mig og imellem dig evindeligen. 24 Og David skjulte sig på Marken; og det blev Nymåne, og Kongen satte sig til Bords at æde. 25 Og Kongen satte sig på sin Plads, som ellers, på Pladsen ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side; og Davids Plads var tom. 26 Og Saul talede ikke noget den Dag; thi han tænkte: Ham er noget vederfaret, han er ikke ren, sandelig, han er ikke ren. 27 Og det skete Dagen efter Nymåne, den anden Dag i Måneden, der Davids Plads var tom, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isais Søn ikke til Måltid hverken i Går eller i Dag? 28 Og Jonathan svarede Saul: David begærede meget af mig, at han måtte gå til Bethlehem. 29 Og han sagde: Kære, lad mig fare, thi vor Slægt har et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv pålagt mig det, og nu, dersom jeg har fundet Nåde for dine Øjne, kære, da tillad mig, at jeg må se mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord. 30 Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skændsel? 31 Thi alle de Dage, som Isais Søn lever på Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn. 32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad har han gjort 33 Da kastede Saul Spydet efter ham, for at stikke ham; da fornam Jonathan, at det var fast besluttet hos hans Fader at slå David ihjel. 34 Så stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han åd ikke Brød på denne anden Dag i Nymånen; thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde hånet ham. 35 Og det skete om Morgenen, at Jonathan gik ud på Marken ved den Tid, han havde bestemt David, og en liden Dreng med ham. 36 Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, kære, de Pile op, som jeg skyder ud; Drengen løb, og han skød en Pil, den lod han fare hen over ham. 37 Og der Drengen kom til det Sted, hvor Pilen lå, som Jonathan skød ud, da råbte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig, bedre frem:? 38 Og Jonathan råbte efter Drengen: Vær snar, skynd dig, stå ikke stille; da samlede Jonathans Dreng Pilene og, kom til sin Herre. 39 Og Drengen vidste ikke noget; ikkun Jonathan og David vidste Sagen. 40 o Da gav i Jonathan Drengen, som han havde, sine Våben, og sagde til ham: Gak hen, bær dem ind i Staden! 41 Da Drengen gik ind, så stod David op Sønder fra og faldt på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ned tre Gange, og de kyssede den ene den anden og græd den ene med den anden; men David græd mest. 42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt: Herren være Vidne imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.... 43 Og han stod op og gik bort; men Jonathan kom til Staden. |