Første Samuelsbog 22 1 Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Hus hørte det, da kom de derhen ned til ham. 2 Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som trykkedes af Gæld, og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der var ved fire Hundrede Mænd hos ham. 3 Og David gik derfra til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: Kære, lad min Fader og min Moder gå ud til eder, indtil jeg fornemmer, hvad Gud vil gøre med mig. 4 Og han førte dem for Moabiternes Konges Ansigt, og de bleve hos ham al den Tid, David var i Befæstningen. 5 Da sågde Profeten Gad til David: Du skal ikke blive i Befæstningen. gak hen, og kom til Judas Land; da gik David hen og kom til Hareths Skov. 6 Og Saul hørte, at David og de Mænd, som han havde hos sig, vare blevne kendte; men Saul sad i Gibea under Tamarisketræet på Højen, og han havde sit Spyd i sin Hånd, og alle hans Tjenere stode hos ham. 7 Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kære, hører, I Benjaminiter! skal også Isais Søn give eder alle sammen Agre og Vingårde, sætte eder alle sammen til Høvedsmænd over tusinde og Høvedsmænd over hundrede? 8 at I have alle forbundet eder imod mig, og der er ingen, som åbenbarede det for mine Øren, da min Søn har gjort en Pagt med Isais Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som åbenbarer det for mine Øren; thi min Søn har sat min Tjener op imod mig til at efterstræbe mig, som det sker på denne Dag. 9 Da svarede Edomiteren Doeg, som var sat over Sauls Tjenere, og sagde: Jeg så Isais Søn komme til Nobe, til Akimelek, Ahitobs Søn; 10 og denne adspurgte Herren for ham og gav ham Tæring; og Filisteren Goliaths Sværd gav han ham. 11 Da sendte Kongen hen at kalde Akimelek, Ahitobs Søn, Præsten, og hans Faders ganske Hus, Præsterne, som vare i Nobe, og de kom alle sammen til Kongen. 12 Og Saul sagde: Hør dog, Ahitobs Søn! og han sagde: Se, her er jeg, min Herre 13 Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isais Søn, idet du gav ham Brød og Sværd og adspurgte Gud for ham, for at han kunde stå op imod mig og efterstræbe mig, som det sker på denne Dag? 14 Og Akimelek svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, han, der er Kongens Svigersøn og har Adgang til din Fortrolighed og er æret i dit Hus? 15 Har jeg begyndt i Dag at spørge Gud for ham? det være langt fra mig; Kongen lægge ikke sin Tjener eller min Faders ganske Hus den Sag til Last; thi din Tjener vidste intet af alt dette, hverken lidet eller stort. l 16 Da sagde Kongen: Akimelek, du skal visseligen dø, du og din Faders ganske Hus! 17 Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slår Herrens Præster ihjel, thi deres Hånd er også med David, og der de vidste, at han flyede, da åbenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udrække deres Hånd at falde an på Herrens Præster. 18 Da sagde Kongen til Doeg: Vend du dig om, og fald an på Præsterne; og Edomiteren Doeg vendte sig om, og han, anfaldt Præsterne og ihjelslog på den Dag fem og firsindstyve Mænd, som bare linnet Livkjortel. 19 Han slog og Nobe, Præsternes Stad, med skarpe Sværd, både Mand og Kvinde, både spædt og diende Barn og Okse og Asen og Får med skarpe Sværd. 20 Men der undkom en af Akimeleks, Ahitobs Søns, Sønner, og hans Navn var Abjathar, og han flyede efter David. 21 Og Abjathar forkyndte David, at Saul havde ihjelslaget Herrens Præster. 22 Da sagde David til Abjathar: Jeg vidste paa den samme Dag, der Edomiteren Doeg var der, at han vilde give Saul det til Kende; jeg har været Årsag til det, som skete imod alle din Faders Huses Sjæle. 23 Bliv hos mig, frygt intet; thi hvo som søger efter mit Liv, skal søge efter dit Liv; thi du skal være i Forvaring hos mig. |