Første Samuelsbog 26 1 Og Sifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: Har ikke David skjult sig på Hakilas Høj lige for Ørken? 2 Da gjorde Saul sig rede og drog ned til Ørken Sif, og tre Tusinde Mand, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i Ørken. 3 Og Saul lejrede sig ved Hakilas Høj, som ligger lige for Ørken ved Vejen; men David blev i Ørken, og han så, at Saul kom efter ham i Ørken. 4 Da sendte David Spejdere og fik at vide, at Saul virkelig var, kommen. 5 Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde lejret sig, og David så Stedet, hvor Saul lå tillige med Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul lå i Vognborgen, og Folket havde lejret sig omkring ham. 6 Da svarede David og sagde til Hethiteren Akimelek, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, således: Hvo vil gå ned med mig til Saul i Lejren? og Abisai svarede: Jeg vil gå ned med dig. 7 Så kom David og Abisai til Folket om Natten, og se, Saul lå og sov i Vognborgen, og hans Spyd var stukket i Jorden ved hans Hovedgærde, og Abner og Folket lå omkring ham. 8 Da sagde Abisai til David: Gud har i Dag overgivet din Fjende i din Hånd, så vil jeg nu stikke Spydet igennem ham og ned i Jorden een Gang,: at jeg ej behøver at gøre det anden Gang. 9 Men David sagde til Abisai: Dræb ham ikke; thi hvo vil lægge Hånd på Herrens Salvede og bliver uskyldig? 10 Fremdeles sagde David: Så vist som Herren lever, uden så er, at Herren slår ham, eller hans Dag kommer, at han dør, eller han drager ned i Krigen og omkommer, 11 så lade Herren det ære langt fra mig, at udrække min Haand mod Herrens Salvede; men nu, kære, tag Spydet, som er ved Hovedgærde, og Vandkrukken, lader os gå. 12 Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de gik bort; og der var ingen, som så det, og ingen, som vidste det, og ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen: thi der var falden en dyb Søvn fra Herren på dem. 13 Der David var kommen over på hin Side, da stod han på Bjergets Top langt fra; der var et stort Rum imellem dem. 14 Og David råbte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som råber til Kongen? 15 Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor har du ikke våget over din Herre Kongen? thi der er kommen een af Folket ind for at dræbe Kongen, din Herre. l 16 Dette er ikke en god Ting, som du har gjort; så vist som Herren lever, I ere Dødens Børn, fordi I ikke have våget over eders Herre, Herrens Salvede; og se nu, hvor er Kongens Spyd og den Vandkrukke, som var ved hans Hovedgærde? 17 Da kendte Saul Davids Røst og sagde: Er dette din Røst, min Søn David og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge! 18 Og han sagde: Hvorfor forfølger min Herre så sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min Hånd? 19 Og nu høre dog min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men dersom det er Mennesker Børn, da være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have uddrevet mig i Dag, at jeg ikke kan holde mig til Herrens Arv, og de sige: Gak bort, tjen andre Guder! 20 Og nu, lad ej mit Blod falde til Jorden, fjernt fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er dragen ud for at opsøge en Loppe, ligesom man jager efter en Agerhøne på Bjergene. 21 l Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage min Søn David; thi jeg vil ikke ydermere gøre dig ondt, fordi mit Liv var dyrebart for dine Øjne på denne Dag, se, jeg har handlet dårlig og er faret vild såre meget. 22 Da svarede David og sagde: Se, her er Kongens Spyd; men lad een af de unge Karle komme over og hente det. 23 Men Herren betale den Mand hans Retfærdighed og hans Troskab, i hvis Hånd Herren har givet dig i Dag; men jeg vilde ikke udrække min Hånd mod Herrens Salvede. 24 Og se, ligesom din Sjæl var storligen agtet på denne Dag for mine Øjne: Så skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øjne, og han skal fri mig af al Angest. 25 Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! j a, hvad du tager dig for, skal du også magte! Så gik David sin vej, og Saul vendte om til sit Sted. |