Første Tessalonikerbrev 2 1 I ved jo selv brødre! at den indgang, vi fandt hos jer, ikke har været forgæves; 2 men skønt vi, som I ved, lige forud havde måttet udstå lidelser og mishandlinger i Filippi, fik vi frimodighed i vor Gud til at forkynde Guds evangelium for jer under megen kamp. 3 Thi vor forkyndelse udspringer ikke af vildfarelse, ej heller af urene bevæggrunde, ej heller er den med svig; 4 men som vi af Gud er agtet værdige til at få evangeliet betroet, således taler vi ikke for at tækkes mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter. 5 Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge Gud er vort vidne; 6 ej heller søgte vi ære hos mennesker, hverken hos jer eller hos andre, 7 skønt vi som Kristi apostle nok kunne ligge jer til byrde. Men vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. 8 Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære. 9 I husker jo nok, brødre, vort slid og vor møje; mens vi arbejdede nat og dag for ikke at falde nogen af jer til byrde, prædikede vi Guds evangelium for jer. 10 I kan vidne, ja Gud selv, om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror; 11 ligesom I ved, hvordan vi formanede og opmuntrede hver enkelt af jer som en fader sine børn 12 og lagde jer alvorligt på sinde, at I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed. 13 Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror. 14 Thi I, brødre! er blevet efterfølgere af de Guds menigheder i Kristus Jesus, der er i Judæa, fordi I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de af jøderne 15 dem, der både slog Herren Jesus og profeterne ihjel og forfulgte os af al magt. Gud tækkes de ikke, og mod alle mennesker er de fjendske, 16 idet de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst. Således fylder de altid deres synders mål. Men vredesdommen er kommet over dem fuldt ud. 17 Da vi en lille tid har været som barnløse, fordi vi var skilt fra jer, brødre, dog kun i det ydre, ikke i hjertet, har vi i vor store længsel anstrengt os ganske særligt for at få jer at se igen. 18 Thi vi har haft i sinde at komme til jer, jeg, Paulus, både en og to gange, men Satan har hindret os. 19 Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det? 20 Ja, I er vor ære og glæde. |