Anden Kongebog 4 1 Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Ågerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle. 2 Og EIisa sagde til hende: Hvad skal jeg gøre for dig? giv mig til Kende, hvad har du Huset? Og hun sagde: Din Tjenerinde har intet i Huset uden et Krus Olie. 3 Og han sagde: Gak hen, lån dig Kar derude fra alle dine Naboer. tomme Kar, du skal ikke lade det blive få. 4 Og du skal gå ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner og øse i alle disse Kar, og du skal lade dem sætte hen, hvert, når det er fuldt. 5 Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i. 6 Og det skete, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Bær endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien standsede. 7 Da kom hun og gav den Guds Mand det til Kende, og han sagde: Gak bort, sælg Olien og betal din Gæld, så må du og dine Sønner leve af det, som bliver tilovers. 8 Og det skete en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Kvinde, og hun holdt på ham, at han skulde æde Brød; og det skete, så tidt han gik derigennem, tog han derhen at æde Brød. 9 Og hun sagde til sin Mand: Kære, se, jeg ved, at denne Guds Mand, som kommer idelig ind til os, er hellig. 10 Kære, lad os gøre et lidet muret Kammer ovenpå og derudi sætte ham en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage, og det skal ske, når han kommer til os, at han kan tage derind. 11 Og det hændte sig på en Dag, at han kom derhen, og han gik op på Kammeret, og han lå der. 12 Og han sagde til Gihesi, sin Dreng: Kald ad denne sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da trådte hun frem for hans Ansigt. 13 Og han sagde til ham: Kære, sig til hende: Se, du har haft Omhu for os med al denne Omhyggelighed, hvad skal man gøre dig er der nogen Ting, hvori man kan tale for dig til Kongen eller til Stridshøvedsmanden? og hun sagde: Jeg bor midt iblandt mit Folk. l 14 Da sagde han: Hvad kan man da gøre hende og Gihesi sagde: Sandelig, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel. 15 Derfor sagde han: Kald ad hende; og der han kaldte ad hende, da trådte hun frem i Døren. l 16 Og han sagde: På denne bestemte Tid, ved denne Årets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde! 17 Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn på den bestemte Tid, ved denne Årets Tid, som Elisa havde sagt til hende. 18 Og Barnet blev stort; og det skete en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene, 19 og det sagde til sin Fader: Mit Hoved! mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til hans Moder! 20 Og han bar ham og bragte ham til hans Moder; og han sad på hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han. 21 Så gik hun op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud. 22 Og hun kaldte ad sin Mand og sagde: Kære, send mig en af Drengene og en af Aseninderen, og jeg vil skynde mig hen til den Guds Mand og komme igen. 23 Og han sagde: Hvorfor vil du gå til ham i Dag, da det ikke er Nynåne, ej heller Sabbat? og hun sagde: Lad det være godt! 24 Og hun sadlede Aseninden og sagde til sin Dreng: Led den og gå, ophold mig ikke i at ride fort, uden jeg siger dig til. 25 Så drog hun bort og kom til den Guds Mand, til Karmels Bjerg; og det skete, der den Guds Mand så hende i Afstand, da sagde han til Gihesi, sin Dreng: Se, denne sunamitiske er der. 26 Kære, løb hende nu i Møde og sig til hende: Går det dig vel går det din Mand vel går det Barnet vel? Og hun sagde: Vel. 27 Og der hun kom til den Guds Mand på Bjerget, holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende bort; men den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskelig bedrøvet i hende, og Herren har skjult det for mig og ikke givet mig det til Kende. 28 Og hun sagde: Begærde jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, at du skulde ikke bedrage mig? 29 Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Lænder og tag min Stav i din Hånd og gak: Om du møder nogen, da hils ham ikke, og om nogen hilser dig, da svar ham ikke, og læg min Stav på Drengens Ansigt! 30 Og Drengens Moder sagde: Så vist, som Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende. 31 Og Gihesi.var gået foran dem og lagde Staven på Drengens Ansigt; men der var ingen Lyd og ingen Følelse; så gik han tilbage og mødte ham og gav ham det til Kende og sagde: Drengen vågnede ikke op. 32 Og der Elisa kom i Huset, se, da var den døde Dreng lagt på hans Seng. 33 Og han gik ind og lukkede Døren til for dem begge og bad til Herren. 34 Og han steg op og lagde sig over Barnet og lagde sin Mund på dets Mund og sine Øjne på dets Øjne og sine Hænder på dets Hænder og bredte sig ud over det, så at Barnets Legeme blev varmt. 35 Og han trak sig tilbage og gik i Huset, en Gang hid og en Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham, da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øjne. 36 Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad den sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham, og han sagde: Tag din Søn! 37 Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøjede sig ned til Jorden, og hun tog sin Søn og gik ud. 38 Og Elisa kom tilbage til Gilgal, og der var Hunger i Landet, og Profeternes Børn sade for hans Ansigt; og han sagde til sin Dreng: Sæt en stor Gryde til og kog en Ret til Profeternes Børn! 39 Da gik en ud på Marken at sanke Urter og fandt en vild Ranke og samlede deraf sit Klæde fuldt af vilde Græskar, og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret; thi de kendte dem ikke. 40 Og de øste det op for Mændene til at æde; og det skete, der de åde af den Ret, da råbte de og sagde: Døden er i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke æde deraf. 41 Da sagde han: Tager Mel hid! og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de må æde; da var der intet ondt i Gryden. 42 Og en Mand kom fra Bål-Salisa og bragte den Guds Mand Førstegrødes Brød, tyve Bygbrød, og nyt Korn i sin Pose, og han sagde: Giv Folket, at de må æde. 43 Og hans Tjener sagde: Hvad! skal jeg sætte dette frem for hundrede Mænd? og han sagde: Giv Folket det, at de må æde; thi så sagde Herren: Man skal æde, og der skal levnes. 44 Og han satte det frem for dem, og de åde og levnede ef ter Herrens Ord. |