Andet korinterbrev 1 1 Paulus, ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, og broderen Timoteus sender hilsen til Guds menighed i Korint, såvel som til alle de hellige i hele Akaja: 2 Nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! 3 Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, 4 som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! 5 Thi ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer over os, således finder vi i rigt mål trøst ved Kristus. 6 Når vi lider trængsel, sker det jer til trøst og frelse; når vi trøstes, sker det til trøst for jer, en trøst, som viser sin kraft deri, at I holder ud i de samme lidelser, som også vi lider; 7 og vort håb om jer er urokkeligt, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således også i trøsten. 8 Thi vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi måtte gennemgå i provinsen Asien, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endogså opgav, håbet om at redde livet: 9 Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde. 10 Og han friede os fra den store dødsfare og vil fri os; vi har det håb til ham, at han også fremdeles vil fri os, 11 når også I med forbøn står os bi, så der fra mange munde må lyde tak fra mange for os, for den nåde, der er blevet os til del. 12 Thi det kan vi rose os af det vidner vor samvittighed at det var i Guds hellighed og renhed, ikke i kødelig klogskab, men i Guds nåde, vi færdedes i verden og ganske særlig da hos jer. 13 Thi i det, som vi skriver til jer, ligger der intet andet, end hvad I kan læse jer til og forstå; og jeg håber, at I, hvad os angår, fuldt ud vil forstå, 14 som I allerede til dels har gjort det, at I kan rose jer af os, ligesom vi af jer, på vor Herres Jesu dag. 15 Og i tillid hertil havde jeg i sinde at komme først til jer, for at I kunne få nåde to gange. 16 Jeg ville om ad jer drage til Makedonien og atter fra Makedonien komme til jer og af jer blive hjulpet videre på vej til Judæa. 17 år jeg nu havde dette i sinde, skyldes det så mit vægelsind? eller plejer jeg i mine beslutninger at lade mig lede af min kødelige natur, så at jeg på en gang siger »ja, ja« og »nej, nej«? 18 Så sandt Gud er trofast: det, vi siger til jer, er ikke på en gang »ja og nej«. 19 Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som jeg og Silvanus og Timoteus prædikede iblandt jer, var ikke »ja og nej«, men »ja« er kommet ved ham. 20 Thi alle Guds forjættelser har i ham deres »ja«; derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et »amen«, Gud til ære. 21 Og den, der knytter os såvel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, 22 der også har sat sit segl på os og givet os Ånden som pant i vore hjerter. 23 Jeg kalder Gud til vidne det gælder min sjæl! at det var for at skåne jer, jeg ikke igen kom til Korint. 24 Hermed vil jeg ikke sige, at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde; thi i troen står I. |