Andet korinterbrev 11 1 Gid I ville finde jer i lidt dårskab fra min side! Dog, det gør I jo nok. 2 Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. 3 Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. 4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. 5 Men jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de umådelig store »apostle«. 6 Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab; tværtimod, i et og alt har vi lagt den for dagen for jer i alle måder. 7 Eller var det synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes? 8 Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer, 9 men hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået og vil jeg undgå at være jer til besvær. 10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne. 11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg tør det. 12 Nej, hvad jeg gør, det vil jeg også blive ved at gøre for at berøve dem lejligheden, der søger en lejlighed til i deres selvros at stille sig frem som vore lige. 13 Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle. 14 Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. 15 Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger. 16 Jeg gentager: Ingen må anse mig for en dåre; men om så skal være, da bær over med mig som en dåre, for at også jeg kan rose mig en smule. 17 Hvad jeg nu siger, når jeg med så megen selvtillid roser mig, det siger jeg, ikke fordi Herren vil det, men som i dårskab. 18 Da så mange roser sig af det udvortes, vil også jeg rose mig. 19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. 20 I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer sig over jer, om man slår jer i ansigtet. 21 Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi »for svage«. Men hvad man end kan prale med jeg taler i dårskab: det kan også jeg prale med. 22 Er de hebræere? Jeg er det også. Er de israelitter? Jeg også. Er de Abrahams efterkommere? Jeg også. 23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. 24 Af jøderne har jeg fem gange fået »fyrretyve slag på ét nær«. 25 Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; 26 ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; 27 under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. 28 Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne. 29 Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig? 30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed. 31 Herren Jesu Gud og Fader, som er høj lovet i evighed, ved, at jeg ikke lyver. 32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes stad bevogtet for at gribe mig; 33 og jeg blev i en kurv firet ned gennem en luge i muren og slap ham af hænde. |