Andet korinterbrev 12 1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu over til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. 2 Jeg ved om et menneske, som er i Kristus, at han for fjorten år siden blev bortrykket indtil den tredje Himmel (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det). 3 og jeg ved om dette menneske (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det), 4 at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale. 5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. 6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. 7 Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig. 8 Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte vige fra mig, 9 men han har svaret mig: »Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.« Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. 10 Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk. 11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store »apostle«, om end jeg intet er. 12 Kendetegnene på, at jeg er apostel, blev jo med al udholdenhed virket iblandt jer både ved tegn og undere og mægtige gerninger. 13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtages, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret! 14 Se, det er nu tredje gang, jeg står rede til at komme til jer. Og jeg vil ikke falde jer til byrde; thi jeg søger ikke, hvad jeres er, men jer selv. Børnene skal jo ikke samle til forældrene, men forældrene til børnene. 15 Og jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle. Når jeg elsker jer så højt, skal jeg så derfor elskes mindre? 16 Måske vil I indrømme, at jeg ikke har været jer til byrde. Men så var jeg »underfundig og førte jer bag lyset«. 17 Har jeg da udbyttet jer gennem nogen af dem, jeg sendte til jer? 18 Jeg bad Titus rejse til jer og sendte den anden broder med ham, har da Titus udbyttet jer? Vandrede han og jeg ikke begge i samme Ånd og i samme fodspor? 19 I har vel længe ment, det var for jer, vi forsvarede os. Nej, for Gud, i Kristus taler vi. Men alt, I elskede, til jeres opbyggelse! 20 Thi jeg er bange for, at jeg ved mit komme ikke skal finde jer sådan, som jeg gerne vil, og at I skal finde mig, som I ikke gerne vil, og at der skal være strid, misundelse, hidsighed, egennytte, bagtalelse, sladder, opblæsthed og forvirring hos jer. 21 Jeg er bange for, at min Gud, når jeg kommer til jer, atter skal ydmyge mig hos jer, og jeg få sorg af mange af dem, der før har syndet og ikke angret den urenhed og utugt og løsagtighed, de har bedrevet. |