Andet korinterbrev 13 1 Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer; "På to eller tre vidneudsagn skal enhver sag stå fast." 2 Til dem, der har syndet tidligere, og til alle de andre, har jeg sagt forud, nemlig da jeg anden gang var hos jer, og siger jeg stadig forud, mens jeg endnu er langt fra jer, at når jeg kommer, vil jeg ikke igen vise skånsel, 3 siden I ønsker bevis for, at Kristus taler i mig, han som ikke er afmægtig over for jer, men mægtig iblandt jer. 4 I afmægtighed blev han korsfæstet, i Guds kraft lever han. Og også vi er svage i ham, men levende med ham ved Guds kraft over for jer. 5 Jer selv skal I sætte på prøve, om I er i Troen, jer selv skal I vurdere. Mærker I ikke i jer selv, at Kristus Jesus er i jer? Ellers har I ikke bestået. 6 Jeg håber, I skal mærke, at vi har bestået. 7 Vi beder om, at I nu ikke gør noget galt; det gælder jo ikke om, at vi har retten og beviserne på vor side, men om, at I kommer til at gøre det gode, så vi kan falde igennem med vore beviser. 8 Vi kan da ikke stille noget op imod sandheden, kun for den, 9 og det er en stor glæde for os, når vi selv er afmægtige, og I har kræfterne, det er også, hvad jeg beder om: at I må komme i orden. 10 Derfor skriver jeg dette, før jeg kommer, for at jeg ikke, når jeg kommer, skal fare frem med hårdhed ifølge den magt, som Herren har givet mig, en magt til at bygge op og ikke til at rive ned. 11 I øvrigt, Brødre, lev vel, se at komme i orden, tag imod vejledning, hold sammen, hold fred, og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. 12 Hils hinanden med Broderkys. Alle de Hellige beder os hilse. 13 Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab med jer alle. |