Andet korinterbrev 4 1 Derfor - fordi vi har fået denne tjeneste, fordi Gud har været så barmhjertig at give os den, derfor taber vi ikke modet. 2 Tvært imod, vi har undsagt al hemmelig nederdrægtighed, vi har ingen lumskerier for, vi forfalsker ikke Guds Ord, vi forelægger sandheden åbent og ærligt - det er således, vi anbefaler os til hvert eneste menneskes samvittighed for Guds Ansigt. 3 Og hvis vort Evangelium forekommer tilsløret, 4 så er det dem på fortabelsens vej, der ser det tilsløret, det er de vantro, hvis tanker denne Verdens gud har blindet, så de ikke kan se stråleglansen fra Kristi lysende Evangelium, lyset fra ham, som er Guds billede. 5 Vi proklamerer jo ikke os selv, men Jesus Kristus som Herre, og os selv som jeres tjenere for Jesu Kristi skyld. 6 Den Gud, som sagde: "Af mørket skal lys skinne frem", han lod skinne lys for os, så erkendelsen af Guds herlighed i Kristi Ansigt dagedes i vore hjerter. 7 Denne kostelige skat bærer vi med os i vort skrøbelige ler, og derved bliver den overvældende styrke Guds alene, den kommer ikke fra os. 8 Altid trængt, aldrig trængt op i en krog, altid tvivlrådige, aldrig rådløse, 9 altid forfulgt, aldrig forladt, altid slået ned, aldrig slået ud, altid slæber vi rundt med Jesu død i kroppen, for at også Jesu liv kan give sig til kende i vor krop. 10 Fordi vi bærer Jesu Navn, overgives vi hver dag vi lever til Døden, 11 for at også Jesu Liv kan give sig til kende i vort dødelige kød og blod. 12 Således arbejder Døden i os, men Livet i jer. 13 Fordi vi har den samme Troens Ånd, hvorom der er skrevet: "Jeg troede, derfor talte jeg", derfor tror også vi, 14 derfor taler også vi, for vi er sikre på, at når Gud oprejste Herren Jesus, så vil han med Jesus også oprejse os og lade os stå frem for sig sammen med jer. 15 Alt dette for jeres skyld, for Guds nåde bliver større, jo længere den når ud, indtil den får takken til at strømme over til Guds ære. 16 Derfor taber vi ikke modet, men selvom det ydre smuldrer for os, fornyes dog vort indre dag for dag. 17 For dette korte øjebliks lette trængsler arbejder for os, dynger herlighed oven på herlighed til en evig tynge af strålende skatte, som er til os, 18 når vi spejder ud - ikke efter det, man ser, men efter det, man ikke ser. For det, man ser, er foreløbigt, det, man ikke ser, er evigt. |