Andet korinterbrev 5 1 Det véd vi: Hvis vort jordiske hus, vort legemes lette telt, bliver brudt ned, så har Gud en bolig til os, ikke bygget af menneskehænder, en evig, i Himmelen. 2 Så længe vi er her, sukker vi i længsel efter at blive iklædt vor Himmelbolig - er vi først iklædt, skal vi ikke stå der nøgne. 3 Ja, vi som er i vor jordiske teltbolig, sukker af et tungt hjerte, fordi vi så nødigt vil opleve afklædningen, 4 vi ville så gerne overklædes, så at det dødelige overskylles og går under i Liv. 5 Den, som har beredt os netop til dette, er Gud, og han har givet os Ånden som pant. 6 Og så er vi ved godt mod, altid. Vi ved jo, at så længe vi har hjemme i vort legeme, er vi udenlands, borte fra hjemmet hos Herren 7 - i tro vandrer vi, ikke i skuen 8 - vi er altså ved godt mod, og vil meget hellere forlade vort hjem her i det fremmede og være hjemme hos Herren. 9 Derfor sætter vi også .en ære i, enten vi er hjemme eller ude, at leve, som han gerne vil. 10 For vi skal alle stå frem for Kristi domstol, for at hver enkelt kan høste i forhold til, hvad han har gjort, mens han levede i Verden, godt så vel som dårligt. 11 Da vi nu ved, hvad det vil sige at frygte Herren, arbejder vi ganske rigtigt på at få mennesker over på vor side; Gud har altid gerne måttet se, hvordan vi er, og jeg håber da, I også ved det, når I skal være helt ærlige. 12 Én gang til: Det er ikke for at anbefale os selv, men for at give jer mulighed for at sige noget godt om os, og netop til dem, som den slags ydre ting betyder mere for, end hvad der er i hjertet. 13 Når jeg har været i ekstase, var det mellem Gud og mig; når jeg taler fornuft, er det mellem jer og mig. 14 For Kristi kærlighed sammenknytter os, der har afgjort os for dette: Én er død for alle, altså er de alle døde; 15 og han døde for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. 16 Fra nu af kan vi ikke se på noget menneske med Verdens øjne. Skulle vi nogen sinde have set på Kristus, som Verden ser ham, så gør vi det i hvert fald ikke mere. 17 Det vil sige, at hvis et menneske er i Kristus, er der sket en nyskabelse; det gamle er forbigangent, se - det er blevet nyt. 18 Alt kommer det fra Gud, som ved Kristi mellemkomst har skabt forlig mellem os og sig selv, og som har sat os til den tjeneste at forkynde dette forlig, 19 sådan at forstå, at det var Gud, som i Kristus skabte forlig mellem Verden og sig selv, som afstod fra at tilregne mennesker deres overtrædelser, og som overlod forkyndelsen af forliget til os. 20 Vi er altså gesandter for Kristus, vi taler til jer, som var det på Guds vegne, vi beder jer for Kristi skyld: Lad jer forlige med Gud! 21 Den, der ikke skyldte noget, lod Gud være skyldneren i stedet for os, for at vi kunne stå frikendte for Gud på Kristi plads. |