Andet korinterbrev 7 1 Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt. 2 Giv os plads i jeres hjerter! Ingen har vi gjort uret, ingen har vi skadet, ingen har vi udbyttet. 3 Jeg siger det ikke for at dømme jer; jeg har jo allerede sagt, at I er i vore hjerter, så vi hører sammen både i død og i liv. 4 Såre stor er min tillid til jer; såre lykkelig priser jeg mig over jer. Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel. 5 Thi heller ikke da vi kom til Makedonien, havde vort kød nogen ro, men vi var på alle måder i trængsel: udadtil kampe, indadtil angst. 6 Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titus komme; 7 dog ikke alene ved hans komme, men også ved den trøst, han havde fundet hos jer. Han fortalte os jo om jeres længsel, jeres jamren, jeres nidkærhed for mig, så jeg glædede mig endnu mere. 8 Thi om jeg end har bedrøvet jer med mit brev, fortryder jeg det ikke. Selv om jeg også var ved at fortryde det jeg ser jo, at det brev, om end kun til en tid, har bedrøvet jer 9 så glæder jeg mig nu, ikke over det, at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede og derved ført til omvendelse. Thi jeres bedrøvelse var efter Guds sind, så I ikke på nogen måde skulle lide skade ved os. 10 Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død. 11 Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene i den sag. 12 Når jeg skrev til jer, var det altså ikke for den mands skyld, som gjorde uret, ikke heller for hans skyld, som led uret, men for at det skulle blive klart, hvor ivrigt I hos jer tager jer af vor sag for Guds ansigt. 13 Derfor er vi blevet trøstet. Og til vor trøst kom den langt dybere glæde at se Titus' glæde; hans ånd er jo blevet vederkvæget af jer alle. 14 Thi har jeg udtalt mig rosende om jer til ham, er jeg ikke blevet til skamme; men ligesom vi i ét og alt har talt sandhed til jer, således har også vore rosende ord over for Titus vist sig at være sandhed. 15 Og hans hjerte drages endnu mere til jer, når han mindes den lydighed, I alle viste, hvordan I tog imod ham med frygt og bæven. 16 Jeg glæder mig over, at jeg i et og alt kan stole på jer. |