Andet korinterbrev 9 1 Thi ganske vist behøver jeg ikke at skrive til jer om hjælpen til de hellige; 2 jeg kender jo jeres gode vilje; den roser jeg mig af overfor makedonerne, når jeg fortæller, at Akaja allerede fra i fjor har været rede, og jeres nidkærhed har ægget såre mange; 3 men alligevel sender jeg brødrene, for at det ikke skal vise sig at være tomme ord, når vi roste os af jer i denne sag, og for at I, som sagt, må være rede. 4 Ellers ville jo vi (for ikke at sige I) blive til skamme i vor tillidsfuldhed, når der kommer makedonere med mig og finder jer uforberedte. 5 Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede brødrene rejse i forvejen til jer og i god tid få indsamlet den rigelige »velsignelsesgave«, som I tidligere har lovet, for at den kan ligge færdig som en rigelig gave og ikke som en karrig gave. 6 Det er jo således: Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. 7 Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver. 8 Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning, 9 som der står skrevet: »Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig.« 10 Og han, som skænker sædemanden sæd til at så og brød til at spise, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter; 11 således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud. 12 Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud. 13 Den trofasthed, hvorom jeres hjælp vidner, bringer dem til at prise Gud, fordi I lydigt bekender jer til Kristi evangelium og oprigtigt har fællesskab med dem og med alle. 14 De vil længes efter og bede for jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. 15 Gud ske tak for hans uudsigelige gave! |