Anden Krønikebog 18 1 Og Josafat havde Rigdom og Ære i Mangfoldighed, og han gjorde Svogerskab med Akab. 2 Og der nogle År vare til Ende, drog han ned,til Akab til Samaria, og Akab lod slagte småt Kvæg og stort Kvæg i Mangfoldighed til ham og til det Folk, som var med ham, og han;tilskyndede ham til at drage op til Ramoth i Gilead. 3 Thi Akab, Israels Konge, sagde til Josafat, Judas Konge: Vil du drage med mig til Ramoth i Gilead? Og han sagde til ham: Jeg vil være ligesom du, og mit Folk skal være ligesom dit Folk, og vi ville være med dig i Krigen. 4 Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag Herrens Ord! 5 Da samlede Israels Konge Profeterne,. fire Hundrede, Mænd, og sagde til dem: Skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade være? og de sagde: Drag op, og Gud skal give den i Kongens Hånd. 6 Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Profet, at vi kunne spørge ham ad? 7 Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu en Mand, ved hvilken man kan adspørge Herren (men jeg hader ham, fordi han spår ikke godt over mig, men alle sine Dage ondt), det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke så! 8 Da kaldte Israels Konge ad en Kammertjener og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn! 9 Og Israels Konge. og Josafat, Judas Konge, sade hver på sin Trone, iførte Kongedragt, og de sade på en fri Plads foran Indgangen til Samarias Port; og alle Profeterne spåede for deres Ansigt. 10 Og Zedekias, Ka'anas Søn havde gjort sig Jernhorn og sagde: Så sagde Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes 11 Og alle Profeterne spåede således og sagde: Drag op til Ramoth i Gilead og vær lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Hånd. 12 Og Budet, som var gået bort for at kalde Mika, talte til ham, sigende: Se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord og være som Ordet af een af dem, og tal gunstigt! l 13 Da sågde Mika: Så vist som Herren lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale. 14 Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika, skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade være? Og han sagde: Drager op og værer lykkelige, og de skulle gives i eders Hånd. 15 Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn? 16 Da sagde han: Jeg så al Israel adspredt på Bjergene som Får, der ingen Hyrde have; og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage, hver til sit Hus med Fred. 17 Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spår mig ikke godt, men ondt 18 Og han sagde: Hører derfor Herrens Ord: Jeg så Herren sidde på sin Trone, og al Himmelens Hær stående ved hans højre og ved hans venstre Side; 19 og Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead Og han sagde: Den ene sagde så, og den anden sagde så. 20 Da gik en Ånd ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed? 21 Og han sagde: Jeg vil gå ud og være en løgnagtig Ånd i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham og også formå det;. gak ud og gør således! 22 Og nu se, Herren har givet en løgnagtig Ånd i disse dine Profeters Mund; men Herren har talt ondt over dig. 23 Da gik Zedekias, Kna'anas Søn frem, og slog Mika på Kinden og sagde: Hvor er den Vej, ad hvilken Herrens Ånd er gået bort fra mig til at tale med dig? 24 Og Mika sagde: Se, du skal se det på den Dag, når du går ind fra et Kammer i et andet for at skjule dig. 25 Da sagde Israels Konge: Tager Mika og fører ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn, 26 og siger: Så siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand; indtil jeg kommer tilbage med Fred. 27 Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har Herren, ikke talt ved mig; og han sagde: Hører, I Folk alle sammen! 28 Så drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead. 29 Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklæde mig og gå i Kampen, men tag du dine egne Klæder på; og Israels Konge forklædte sig, og de gik i Kampen. 30 Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene. 31 Og det skete, der de Øverste for Vognene så Josafat, da sagde de: Han er Israels Konge; og de omringede ham for at stride; men Josafat råbte, og Herren hjalp ham, og Gud tilskyndede dem til at vende sig fra ham. 32 Og det skete, der de Øverste for Vognene så, at det ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham. 33 Og en Mand spændte Buen på Lykke og Fromme og skød Israels Konge imellem Remmene og Panseret; da sagde han til Køresvenden: Vend din Hånd om og før mig ud af Hæren; thi jeg er såret. 34 Og Kampen tog til på den samme Dag, og Israels Konge blev stående i Vognen over for Syrerne indtil Aftenen; og han døde ved den Tid, da Solen gik ned. |