Anden Krønikebog 6 1 Da sagde Salomo: Herren har sagt, at han vilde bo i Mørket. 2 Og jeg har bygget dig en Boligs Hus, ja en fast Bolig, at du skal bo der evindelig. 3 Og Konge vendte sig om og velsignede al Iraels Menighed; thi al Israels M nighed stod. 4 Og han sagde: Love være Herren, Israels Gud! som talt med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde: 5 Fra den Dag da jeg udførte mit Folk af Ægyptens Land har jeg ikke udvalgt nogen Stad af alle Israels Stammer, til at man skulde bygge et Hus, at mit Navn skulde være der; ikke heller har jeg udvalgt nogen Mand til at være Fyrste over mit Folk Israel; 6 men jeg udvalgte Jerusalem, at mit Navn skal være der, og jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel. 7 Og det var i min Fader Davids Hjerte at bygge Herren Israels Guds Navn et Hus. 8 Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi det har været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Hus, da gjorde du vel deri, at det var i dit Hjerte. 9 Dog skal du ikke bygge det Hus; rnen din Søn, som skal udgå af dine Lænder, han skal bygge mit Navn et Hus. 10 Og Herren har stadfæstet sit Ord, som han talte; thi jeg er kommen op i Davids, min Faders, Sted og sidder på Israels Trone, som Herren talte, og har bygget Herren Israels Guds Navn et Hus. 11 Og der har jeg sat Arken, hvori Herrens Pagt er, som han gjorde med Israels Børn. 12 Og han stod foran Herrens Alter, for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder. 13 Men Salomo havde gjort en Forhøjning af Kobber og sat den midt i Gården, fem Alen var dens Længde, og fem Alen var densBredde og tre Alen var dens Højde; og han stod på den og knælede på sine Knæ for al Israels Forsamling og udbredte sine Hænder imod Himmelen. 14 Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du, i Himmelen eller på Jorden, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt af deres ganske Hjerte, 15 du, som har holdt din Tjener David, min Fader, det, du talte til ham; thi du har talt med din Mund og fuldkommet med din Hånd, som det ses på denne Dag. 16 Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du har tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde på Israels Trone, når ikkun dine Børn bevare deres Vej, at vandre i min Lov, således som du har vandret for mit Ansigt. 17 Og nu, Herre, Israels Gud! lad dit Ord stå fast, som du talede til din Tjener, til David. 18 Thi sandelig, monne Gud skulde bo hos Menneskene på Jorden? se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, hvor mindre dette Hus, som jeg har bygget? 19 Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begæring, Herre, min Gud! at høre på det Råb og på den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt: 20 At dine Øjne må være åbnede over dette Hus Dag og Nat, over det Sted, som du har sagt om, at du vilde sætte dit Navn der til at høre den Bøn, som din Tjener beder på dette Sted; 21 og at du vilde høre på din Tjeners og dit Folk Israels ydmyge Begær inger, som de skulle bede på dette Sted; og at du vilde høre det fra det Sted, hvor du bor i Himmelen, ja at du vilde høre og forlade. 22 Dersom nogen synder imod sin Næste, og man pålægger ham en Ed at lade ham sværge, og den Ed kommer for dit Alter i dette Hus: 23 Da ville du høre fra Himmelen af og gøre derefter og dømme dine Tjenere, så at du betaler den ugudelige og fører hans Vej over hans Hoved og retfærdiggør den retfærdige og giver ham efter hans Retfærdighed. 24 Og dersom dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, når de have syndet imod dig, og de da omvende sig og bekende dit Navn og bede og bønfalde om Nåde for dit Ansigt i dette Hus: 25 Da ville du høre fra Himmelen af og forlade dit Folks, Israels, Synd og føre dem tilbage til det Land, som du har givet dem og deres Fædre. 26 Naar Himmelen bliver tillukket, og der ikke vor der Regn fordi de have syndet imod dig, og de da bede på dette Sted og be kende dit Navn og omvende sig fra deres Synd, fordi du ydmyger dem: 27 Da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks, Israels, Synd, fordi du viser dem den gode Vej, på hvilken de skulle vandre; og du ville give Regn over dit Land, som du har givet dit Folk til Arv. 28 Når der vorder Hunger i Landet, når der vorder Pest, når der vorder Tørke og Brand i Korn, Græshopper og Kornorme, når hans Fjender ængste ham i hans Stæders Land, når der kommer alle Hånde Plage og alle Hånde Sygdom; 29 al Bøn, al ydmyg Begæring, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sin Plage og sin Smerte og udbreder sine Hænder til dette Hus: 30 Den ville du da høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, i hvilken du bor, og forlade og give enhver efter alle hans Veje, ligesom du kender hans Hjerte; thi du alene kender for dig Menneskens Børns Hjerter, 31 på det de skulle frygte dig og vandre i dine Veje alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du har givet vore Fædre. 32 Ja, også den fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, men kommer fra et langt fraliggende Land for dit store Navns og for din stærke Hånds og din udrakte Arms Skyld, og de komme og bede imod dette Hus: 33 Ham ville du da høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, i hvilken du bor, og gøre efter alt det, som den fremmede råber til dig om; på det at alle Folk på Jorden må kende dit Navn og frygte dig, ligesom dit Folk Israel, og at de må vide, at dette Hus, som jeg har bygget, er kaldet efter dit Navn. 34 Når dit Folk drager ud til Krigen imod sine Fjender, på den Vej; hvor du sender dem hen, og de bede til dig, vendte imod Vejen til den Stad, som du udvalgte, og imod det Hus, som jeg har bygget til dit Navn: 35 Da ville du høre deres Bøn og deres ydmyge Begæring fra Himmelen af og skaffe dem Ret. 36 Når de synde imod dig (thi der er intet Menneske, som jo synder), og du bliver vred på dem og giver dem hen for deres Fjenders Ansigt, og de, som have fanget dem, føre dem fangne bort til et Land langt borte eller nær hos, 37 og de tage det igen til Hjerte udi Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Nåde i deres Fangenskabs Land, og de sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige; 38 og de omvende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fangenskabs Land, hvor de holde dem fangne; og de bede, vendte imod Vejen til deres Land, som du har givet deres Fædre, og imod Staden, som du udvalgte, og imod Huset, som jeg har bygget for dit Navn: 39 Da ville du høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, som du bor udi, deres Bøn og deres ydmyge Begæringer og skaffe dem Ret og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig. 40 Nu, min Gud! kære, lad dine Øjne være åbnede, og lad dine Øren give Agt på den Bøn, som sker på dette Sted. 41 Så stå nu op, Herre, Gud! til din Hvile, du og din Magts Ark: Herre, Gud! lad dine Præster iføres Frelse, og lad dine hellige glæde sig i det gode! 42 Herre, Gud! forskyd ikke din Salvedes Ansigt; kom den Nåde, du viste imod din Tjener David, i Hu! |