Anden Mosebog 5 1 Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: »Så siger Herren, Israels Gud: lad mit folk rejse, for at de kan holde højtid for mig i ørkenen!« 2 Men Farao sagde: »Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israeliterne rejse!« 3 de svarede: »Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren. vor Gud, for at han ikke skal slå os med pest eller sværd!« 4 Men ægypterkongen sagde til dem: »Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre folket i dets arbejde? Gå til eders trællearbejde!« 5 Og Farao sagde: »Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres trællearbejde!« 6 Samme dag udstedte Farao følgende befaling til fogederne over folket og dets opsynsmænd: 7 »I skal ikke mere som hidtil give folket halm til teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke halm; 8 men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: lad os drage ud og ofre til vor Gud! 9 Strengt arbejde skal de mennesker have, for at de kanvære optaget deraf og ikke af løgnetale.« 10 Da gik folkets fogeder og opsynsmænd ud og sagde til folket: »Således siger Farao: jeg vil ikke mere give eder halm; 11 gå selv ud og sank eder halm, hvor I kan finde det, men i eders arbejde bliver der intet eftergivet!« 12 da spredte folket sig over hele Ægypten for at samle halmstrå. 13 Men fogederne trængte på og sagde: »I skal dag for dag yde fuldt arbejde, ligesom dengang I fik halm!« 14 Og israeliternes opsynsmænd, som Faraos fogeder havde sat over dem, fik prygl, og der blev sagt til dem: »Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte antal teglsten ligesom før?« 15 Da gik israeliternes opsynsmænd hen og råbte til Farao: »Hvorfor handler du således med din fræne? 16 Dine trælle får ingen halm, og dog siger de til os: lav teglsten! Og dine trælle får prygl; du forsynder dig mod dit folk.« 17 Men han svarede: »I er dovne, det er det, I er! Derfor siger i: lad os rejse ud og ofre til Herren! 18 Gå nu hen og tag fat på eders arbejde; I får ingen halm, men I skal levere det samme antal teglsten!« 19 Israeliternes opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: »Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af teglsten!« 20 Og da de ved deres bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, 21 sagde de til dem: »Herren se til eder og dømme eder, fordi I har vakt afsky mod os hos Farao og hans tjenere og lagt dem et sværd i hånden til at dræbe os med!« 22 Da vendte Moses sig igen til Herren og sagde: »Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette folk? Hvorfor har du udsendt mig? 23 Siden jeg har været hos Farao og talt i dit navn, har han handlet ilde med dette folk, og frelst dit folk har du ikke!« |