Anden Samuelsbog 1 1 Og det skete efter Sauls Død, der David var kommen tilbage efter at have slået Amalekiterne, da blev David i Ziklag to Dage. 2 Og det skete på den tredje Dag, se, da kom en Mand fra Lejren fra Saul, og hans Klæder vare sønderrevne, og der var Jord på hans Hoved, og det skete, der han kom til David, da faldt han ned på Jorden og nedbøjede sig. 3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr. 4 Og David sagde til ham: Hvad er der sket for en Sag? Kære, kundgør mig det! Og han sagde: Alt Folket flyede fra Slaget, der faldt også meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde. 5 Og David sagde til den unge Karl, som forkyndte ham dette: Hvorledes ved du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde? 6 Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det hændte sig, at jeg kom på Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig på sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere trængte ind på ham. 7 Og han så omkring bag sig og så mig, og han kaldte ad mig, og jeg sagde: Se, her er jeg. 8 Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter. 9 Da sagde han til mig: Kære, træd hen til mig, og dræb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig. 10 Og jeg trådte hen til ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var på hans Hoved, og Armsmykket, som var på hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre. 11 Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham. 12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet. 13 Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn. 14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Hånd til at dræbe Herrens Salvede? 15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an på ham; og han slog ham, så at han døde. Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt Herrens Salvede. 16 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an på ham; og han slog ham, så at han døde. Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt Herrens Salvede. 17 Og David sang denne Klagesang over Saul og over Jonathan, hans Søn, 18 og han befalede, at man skulde lære Judas Børn ''Buen* ;'' se, den er skreven i den oprigtiges Bog: 19 O Israels Pryd! på dine Høje ligger han ihjelslagen; hvorledes ere de vældige faldne? 20 Giver det ikke til Kende i Gath, bebuder det ikke på Gaderne i Askalon, at Filisternes Døtre ikke skulle glæde sig, at de uomskårnes Døtre ikke skulle fryde sig! 21 Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn på eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie. 22 Jonathans Bue vendte ikke tilbage fra de ihjelslagnes Blod, fra de vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke tilbage forgæves. 23 Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver. 24 I Israels Døtre! græder over Saul, ham, som klædte eder stadseligt med Skarlagen, ham, som lod sætte Prydelse af Guld på eders Klæder. 25 Hvorledes ere de vældige faldne midt i Slaget? Jonathan er ihjelslagen på dine Høje! 26 Jeg er såre bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig såre liflig, din Kærlighed var mig underfuldere end Kvinders Kærlighed. 27 Hvorledes ere de vældige faldne, og Krigsvåben gået tabte? |