Anden Samuelsbog 13 1 Og det skete derefter, da Absalom, Davids Søn, havde en dejlig Søster, hvis Navn var Thamar, at Amnon, Davids Søn, elskede hende. 2 Og Amnon pintes, så at han blev syg for Thamar, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes umuligt for Amnons Øjne at gøre hende noget. 3 Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en såre klog Mand. 4 Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du så mager, du Kongens Søn, Dag for Dag? kan du ikke give mig det til Kende? Da sagde Ammon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster. 5 Og Jonadab sagde til ham: Læg dig på din Seng og gør dig syg; når din Fader kommer at besøge dig, da sig til ham: Kære, lad Thamar, min Søster, komme, at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øjne, at jeg kan se derpaa og æde af hendes Hånd. 6 Så lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øjne, at jeg kan æde af hendes Hånd. 7 Da sendte David til Thamar til Huset og lod sige: Kære, gak hen i Amnons, din Br oders, Hus og lav ham Mad. 8 Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Hus, og han lå, og hun tog en Dejg og æltede og tillavede Kager for hans Øjne og bagte søde Kager. 9 Og hun tog Panden og slog dem ud for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lad hver Mand gå ud fra mig, og de gik ud fra ham alle sammen. 10 Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Hånd; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar dem ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret. 11 Og der hun bar dem frem til ham at han skulde æde, da tog han fat på hende og sagde til hende: Kom, min Søster, og lig hos mig. 12 Og hun sagde til ham: Ikke så, min Broder! krænk mig ikke, thi man bør ikke således gøre i Israel; gør ikke denne Dårlighed. 13 Men jeg, hvor skulde jeg gå hen med min Skam? og du, du skulde være ligesom en af Dårerne i Israel; men nu, kære, tal til Kongen, thi han nægter dig mig ikke. l 14 Men han vilde ikke høre på hendes Røst og var stærkere end hun, og han krænkede hende og lå hos hende. 15 Siden hadede Amnon hende med et såre stort Had; thi det Had, som han hadede hende med, var større end Kærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Stå op, gak bort. 16 Og hun sagde til ham: Vold mig ikke den Ulykke, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, så at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende. 17 Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Driv dog denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Lås efter hende. 18 Og hun havde en broget Kjortel på; thi i sådanne Kjortler plejede Kongens Døtre at klæde sig, sålænge de vare Jom fruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor og lukkede Døren i Lås efter hende. 19 Da tog Thamar Aske på sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde på, og lagde sin Hånd paa sit Hoved og gik og råbte uafladelig. 20 Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har, din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti! han er din Broder, læg ikke denne Sag på dit Hjerte. Så sad Thamar enlig i sin Broder Absaloms Hus. 21 Der Kong David hørte alle disse, Gerninger, da blev han såre vred. 22 Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster. 23 Og det skete to År derefter, da havde Absalom Fåreklipning i Bål-Hazor, som er ved Efraim, og Absalom indbød alle Kongens Børn. 24 Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kære, se, din Tjener har Fåreklipning, Kongen og hans Tjenere komme dog med din Tjener! 25 Og Kongen sagde til Absalom: Nej, min Søn, lad os dog ikke alle gå, at vi ikke skulle besvære dig; der han nødte ham, vilde han dog ikke gå, men velsignede ham. 24 Og Absalom sagde: Hvis du ikke vil, lad dog Amnon, min Broder, gå med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gå med dig? 27 Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gå med ham. 28 Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, når Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slår Amnon! så dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk! 29 Så gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, således som Absalom havde befalet. Da stode alle Kongens Sønner op og rede hver på sin Mule og flyede. 30 Og det skete, de de vare på Vejen, da kom Rygte til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers. 31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder. 32 Da svarede Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Mænd, Kongens Sønner; thi Amnon alene er død; thi det Forsæt har været i Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster. 33 Så lægge nu min Herre Konge ikke det Ord på sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon alene er død. 34 Men Absalom flyede. Og den unge Karl, som stod på Vagt, opløftede sine Øjne og så, og se, der drog meget Folk frem på Vejen efter hverandre ved Siden af Bjerget. 35 Da sagde Jonadab til Kongen: Se, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, således er det sket. 36 Og det skete, der han havde endt at tale, se, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen også, og alle hans Tjenere græd med en såre stor Gråd. 37 Men Absalom flyede og drog til *Thalmaj, Ammihuds, Søn Kongen i Gesur. Og han sørgede over sin Søn alle de Dage. 38 Der Absalom var flygtet og var daget til Gesur, da blev han der tre År. 39 Og Kong David længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død. |