Andet Tessalonikerbrev 3 1 I øvrigt, brødre! bed for os, at Herrens ord må få frit løb og komme til ære hos andre ligesom hos jer, 2 og at vi må fries fra de vanartede og onde mennesker; thi troen er ikke alles. 3 Men trofast er Herren; han vil styrke jer og bevare jer fra det onde; 4 og vi har den tillid til jer i Herren, at I både nu og fremdeles gør, hvad vi byder jer. 5 Ja, Herren lede jeres hjerter til Guds kærlighed og til Kristi udholdenhed! 6 Men vi byder jer, brødre! i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som vandrer uskikkeligt og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog af os. 7 I ved jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi har ikke ført et uskikkeligt liv iblandt jer, 8 ej heller fik vi føden hos nogen uden vederlag, men vi arbejdede under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde. 9 Ikke som om vi ikke har ret dertil; men vi ville, at I skulle have et forbillede i os til efterfølgelse. 10 Thi allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden! 11 Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved. 12 Sådanne mennesker byder og formaner vi i Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde stilfærdigt og selv tjene sig føden. 13 Og I, brødre! må ikke blive trætte af at gøre det gode. 14 Men hvis nogen ikke retter sig efter, hvad vi har sagt her i brevet, skal I mærke jer ham og ikke have med ham at gøre, for at han må skamme sig! 15 Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men retlede ham som en broder! 16 Men han selv, fredens Herre, give eder sin fred altid, i alle måder! Herren være med eder alle! 17 Hilsenen skriver jeg, Paulus, med egen hånd. Dette er et kendetegn i alle breve fra mig; sådan er min håndskrift. 18 Vor Herres Jesu Kristi nåde være med eder alle! |