Andet Timotiusbrev 2 1 Og nu du, mit barn! hent kraft fra nåden i Kristus Jesus; 2 og hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre. 3 Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus. 4 Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler, hans mål er at vinde anerkendelse hos den, som hvervede ham. 5 Og når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne. 6 Den bonde, der har sliddet, bør være den første til at få del i afgrøden. 7 Forstå ret, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig indsigt i det alt sammen. 8 Kom Jesus Kristus i hu, oprejst fra de døde, af Davids slægt ifølge mit evangelium; 9 for dette lider jeg ondt, ja, er bundet i lænker som en forbryder. Men Guds ord er ikke bundet. 10 Derfor udholder jeg det alt sammen for de udvalgtes skyld, for at også de må få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed. 11 Det er troværdig tale: thi er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; 12 holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os; 13 er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke. 14 Læg dem dette på sinde, og forman dem for Guds åsyn til ikke at indlade sig i mundhuggeri det er ikke til nogen nytte, men kun til fordærv for dem, som hører på det. 15 Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis. 16 Men hold dig fra den vanhellige, tomme snak; thi de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, 17 og deres ord vil æde om sig som kræft. Blandt dem er Hymenæus og Filetus; 18 år de hævder, at opstandelsen allerede har fundet sted, er de kommet bort fra sandheden, og de nedbryder troen hos nogle. 19 Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til, og: »Enhver, som nævner Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed.« 20 I et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til ære, andre til vanære. 21 Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde. 22 Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte. 23 Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; 24 og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. 25 Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden 26 og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje. |