Fjerde Mosebog 20 1 Og Israels Børn, den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Måned*, og Folket blev i Kades; og Maria døde der og blev begraven der. 2 Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de, mod Mose og mod Aron. 3 Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Gid vi dog havde opgivet Ånden, dengang vore Brødre opgave Ånden for Herrens Ansigt. 4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed ind i denne Ørk, at vi skulle dø der, vi og vore Dyr? 5 Og hvorfor førte I os op af Ægypten for at bringe os til dette slemme Sted, som ikke er et Sted til Sæd og Figen og Vin og Granatæble, og hvor der ikke er Vand at drikke? 6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og faldt. ned på deres Ansigter; og Herrens Herlighed viste sig for dem. 7 Og Herren talede til Mose og sagde: 8 Tag Staven, og saml Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til Klippen for deres Øjne, saa, skal den give Vand af sig; og du skal lade Vand af Klippen komme ud til dem og give Menigheden og deres Dyr at drikke. 9 Da tog Mose Staven bort fra Herrens Ansigt, som han havde befale ham. 10 Og Mose og Aron samled Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Hører dog, I genstridige! monne vi kunne lade Vand komme ud til eder af denne Klippe? 11 Og Mose opløftede sin Hånd og slog Klippen med sin Stav to Gange; da udgik meget Vand, så Menigheden drak og deres Dyr. 12 Og Herren sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem. 13 Dette er Kiv vandet, hvor Israels Børn kivedes med Herren; og han helliggjorde på dem. 14 Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge, sålunde: Så siger din Broder Israel: Du ved: den Moje, som os er vederfaren, 15 at vore Fædre droge ned til Ægypten. og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os med vore Fædre. 16 Og vi råbte til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Ægypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemærke. 17 Kære, lad os gå igennem dit Land, vi ville hverken gå igennem Ager eller Vingård og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gå ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. 18 Og Edom sagde til ham: Du må ikke gå igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Sværd. 19 Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gå op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gå igennem til Fods. 20 Men han sagde: Du må ikke gå igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Hånd. 21 Så vægrede Edom sig ved at tillade Israel at gå igennem sit Landemærke; og Israel bøjede af Vejen for ham. 22 Og de rejste fra Kades; og Israels Børn, al Menigheden kom til det Bjerg Hor. 23 Og Herren talede til Mose og til Aron ved det Bjerg Hor, ved Edoms Landemærke, og sagde: 24 Aron skal samles til sit Folk, thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg har givet Israels Børn, fordi I vare genstridige mod min Mund ved Meribas Vand. 25 Tag Aron og Eleasar, hans Søn, og før dem op på det Bjerg Hor. 26 Og før Aron af sine Klæder, og før Eleasar, hans Søn, i dem; og Aron skal samles til sit Folk og dø der. 27 Da gjorde Mose, som Herren havde befalet; og de gik op på det Bjerg Hor for den ganske Menigheds Øjne. 28 Og Mose førte Aron af sine Klæder og førte Eleasar, hans Ssn, i dem; så døde Aron der oven på Bjerget; men Mose og Eleasar gik ned ad Bjerget. 29 Og der al Menigheden så, at Aron havde opgivet Ånden, da begræd de Aron i tredive Dage, hele Israels Hus. |