Femte Mosebog 31 1 Og Mose gik frem og talede disse Ord til al Israel. 2 Og han sagde til dem: Jeg er i Dag hundrede og tyve År gammel, jeg kan ikke ydermere gå ud og gå ind, og Herren har sagt til mig: Du skal ikke gå over denne Jordan. 3 Herren din Gud, han går over for dit Ansigt, han skal ødelægge disse Folk for dit Ansigt, at du skal eje dem; Josva han skal gå over for dit Ansigt, som Herren har talet. 4 Og Herren skal gøre ved dem, som han gjorde imod Sihon og imod Og, de Amoriters Konger, og imod deres Land, hvilket han ødelagde. 5 Og nå Herren giver dem hen for eders Ansigt, da skulle I gøre ved dem efter hvert Bud, som jeg har budet eder. 6 Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi Herren din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke. 7 Og Mose kaldte Josva og sagde til ham for hele Israels Øjne: Vær frimodig og vær stærk, thi du skal indgå med dette Folk i det Land, som Herren tilsvor deres Fædre at give dem; og du skal dele det til Arv imellem dem. 8 Og Herren, han som går for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd! 9 Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levis Sønner, som bare Herrens Pagts Ark, og til alle de Ældste af Israel. 10 Og Mose bød dem og sagde: Når syv År ere til Ende, på Henstandsårets bestemte Tid, på Løvsalernes Højtid, 11 når al Israel kommer at lade sig se for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som han skal udvælge, da skal du udråbe denne Lov for al Israel, for deres Øren. 12 Lad samle Folket, Mændene og Kvinderne og små Børn og din fremmede, som er inden dine Porte, at de må høre, og at de må lære og frygte Herren eders Gud og tage Vare på at gøre efter alle Ordene i denne Lov; 13 og at deres Børn, som ikke kende det, skulle høre og lære at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eje det. 14 Og Herren sagde til Mose: Se, dine Dage ere komne nær, at du skal dø; kald Josva og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, så vil jeg give ham Befaling; og Mose og Josva gik, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun. 15 Og Herren lod sig se i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør. 16 Og Herren sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal stå op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det. 17 Og min Vrede skal optændes, imod det på den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, så at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige på den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig? 18 og jeg vil skjule mit Ansigt på den samme Dag for alt det ondes Skyld, som det har gjort; thi det har vendt sit Ansigt til andre Guder. 19 Så skriver eder nu denne Sang og lær Israels Børn den, læg den i deres Mund, for at denne Sang maa være mig til et Vidne imod Israels Børn. 20 Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg tilsvor dets Fædre, hvilket flyder med Mælk og Honning, og det skal æde og mættes fede sig; og det skal vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gøre min Pagt til intet. 21 Og det skal ske, når mangfoldige Ulykker og Angster ramme det, da skal denne Sang lyde imod det som et Vidne, thi den skal ikke glemmes af dets Afkoms Mund; thi jeg kender dets Tanke, som det denne Dag omgås med, førend jeg fører det ind i Landet, som jeg har svoret. 22 Så skrev Mose denne Sang på den samme Dag, og han lærte Israels Børn den. 23 Og han* bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vær frimodig og vær stærk; thi du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg har tilsvoret dem; og jeg vil være med dig 24 Og det skete, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord i en Bog, indtil Enden, 25 da bød Mose Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, og sagde: 26 Tager denne Lovs Bog og lægger den ved Siden af Herren eders Guds Pagts Ark, og den skal være der til et Vidne imod dig. 27 Thi jeg kender din Genstridighed og din hårde Nakke; se, medens jeg endnu lever hos eder i Dag, have I været genstridige imod Herren, og hvor meget mere da efter min Død. 28 Forsamler til mig alle de ældste af eders Stammer og eders Fogeder, så vil jeg tale disse Ord for deres Øren, og jeg vil tage Himmelen og Jorden til Vidne imod dem. 29 Thi jeg ved, at efter min Død ville I vist handle fordærveligt og afvige fra den Vej, som jeg har budet eder, så skal det onde møde eder i de sidste Dage, når I gøre det onde for Herrens Øjne til at opirre ham med eders Hænders Gerning. 30 Så talede Mose denne Sangs Ord for al Israels Forsamlings Øren indtil Enden. |