Åbenbaringen 7 1 Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ. 2 Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: 3 »Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.« 4 Og jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer: 5 af Juda stamme tolv tusinde beseglede, af Rubens stamme tolv tusinde, af Gads stamme tolv tusinde, 6 af Asers stamme tolv tusinde, af Naftalis stamme tolv tusinde, af Manasses stamme tolv tusinde, 7 af Simeons stamme tolv tusinde, af Levis stamme tolv tusinde, af Issakars stamme tolv tusinde, 8 af Zebulons stamme tolv tusinde, af Josefs stamme tolv tusinde og af Benjamins stamme tolv tusinde beseglede. 9 Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; 10 og de råbte med høj røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.« 11 Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: 12 »Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen.« 13 Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: »De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? og hvorfra er de kommet?« 14 Jeg svarede ham: »Min herre! du ved det.« Da sagde han til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. 15 Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. 16 »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.« 17 Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og »Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.« |