Apostlenes Gerninger 10 1 I Kæsarea boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte »Italienske hærafdeling«; 2 han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud. 3 En dag, omtrent ved den niende time, så ham tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: »Kornelius!« 4 Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, herre?« Engelen sagde til han: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. 5 Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. 6 Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet.« 7 Og da engelen, som talte til ham, var borte, kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham; 8 og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe. 9 Dem næste dag, da de var undervejs og nærmede sig til byen, gik Peter op på taget for at bede ved den sjette time. 10 Og han blev meget sulten og ville have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en henrykkelse over ham: 11 han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; 12 i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. 13 Og en røst lød til ham: »Stå op, Peter, slagt og spis!« 14 Men Peter svarede: »På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent.« 15 Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!« 16 Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen. 17 Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten. 18 Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter. 19 Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: »Se, der er to mænd, som søger efter dig; 20 stå op og gå med og drag uden betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem.« 21 Så gik Peter ned til mændene og sagde: »Se, jeg er den, som I søger; hvad er grunden til, at I er kommet?« 22 De svarede: »Høvedesmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt lov hos hele det jødiske folk, har af en hellig engel fået en åbenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige.« 23 Så bød han dem indenfor som sine gæster. Dagen efter brød han op og drog bort med dem, og nogle af brødrene fra Joppe fulgte med ham. 24 Den næste dag kom de til Kæsarea. Og Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner. 25 Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. 26 Men Peter rejste ham op og sagde: »Stå op! jeg er selv kun et menneske.« 27 Og under samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede. 28 Han sagde da til dem: »I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. 29 Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: Hvorfor har I sendt bud efter mig?« 30 Da svarede Kornelius: »For fire dage siden, just i denne stund, ved den niende time, bad jeg herhjemme i nit hus; og se, en mand stod for mig i en strålende klædning, 31 og han siger: »Kornelius! din bøn er hørt, og dine almisser er ihukommet hos Gud. 32 Send derfor bud til Joppe og lad Simon ned tilnavnet Peter kalde til dig; han bor som gæst i Simon garvers hus ved havet.« 33 Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.« 34 Da tog Peter til orde og sagde: »Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; 35 men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham; 36 det er det ord, han sendte til Israels børn da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. 37 I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, 38 det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; 39 og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, ham, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ. 40 Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, 41 ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. 42 Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. 43 Om han vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.« 44 Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. 45 Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; 46 thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud. 47 Da tog Peter til orde: »Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?« 48 Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage. |