Apostlenes Gerninger 12 1 På den tid lagde kong Herodes hånd på nogle af menigheden og nishandlede dem. 2 Jakob, Johannes' broder, lod han henrette med sværd. 3 Og da han mærkede, at det vandt bifald hos jøderne, fortsatte han og lod også Peter gribe. Det skete under de usyrede brøds fest. 4 Og da han havde fået fat på ham, lod han ham sætte i fængsel og overgav ham til fire vagtskifter, hvert på fire soldater, som skulle holde vagt over ham; efter påsken ville han så føre han frem for folket. 5 Så blev da Peter bevogtet i fængselet; men af menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham. 6 Natten før Herodes havde tænkt at føre ham frem for domstolen, lå Peter og sov mellem to soldater, bunden med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængselet. 7 Og se, der stod en Herrens engel, og lys strålede i fangerummet; han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde: »Stå hurtigt op!« og lænkerne faldt af hans hænder. 8 Og engelen sagde til ham: »Bind op om dig og tag dine sandaler på!« Det gjorde han, og engelen siger så til ham: »Kast din kappe om dig og følg mig!« 9 Og han gik ud og fulgte ham; men han forstod ikke, at det, som engelen gjorde, var noget virkeligt; han mente, at det var et syn, han så. 10 Da de nu var kommet forbi den første og dem anden vagt, kom de til jernporten, som førte ud til byen; den åbnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik em gade frem; og straks derefter forlod engelen ham. 11 Da Peter så kom til sig selv igen, sagde han: »Nu forstår jeg virkelig, at Herren har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes' hånd og fra alt det, jødefolket havde ventet.« 12 Og da han havde sundet sig, gik han til det hus, der tilhørte Maria, som var moder til Johannes med tilnavnet Markus; dér var mange samlede og holdt bøn. 13 Da han nu bankede på døren til portrummet, kom der en pige ved navn Rode for at lukke op. 14 Og da hun kendte Peters røst, blev hun så glad, at hun ikke åbnede porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod uden for porten. 15 Men de sagde til hende: »Du er jo fra forstanden!« Hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt. Så sagde de: »Det er hans engel«. 16 Imens blev Peter ved at banke på, og da de lukkede op, så de, at det var ham, og de blev ude af sig selv af forbavselse. 17 Men han gjorde tegn til dem med hånden, at de skulle tie, og han fortalte dem, hvordan Herren havde ført ham ud af fængselet, og sagde: »Fortæl dette til Jakob og brødrene!« Så gik han ud og drog til et andet sted. 18 Men da det var blevet dag, opstod der en ikke ringe bestyrtelse blandt soldaterne over, hvad der var blevet af Peter. 19 Og da Herodes ville lade ham hente og ikke fandt ham, forhørte han vagtposterne og befalede, at de skulle henrettes. Så drog han fra Judæa ned til Kæsarea og opholdt sig dér. 20 Han lå dengang i strid med tyrierme og zidonierne; men de blev enige om at indfinde sig hos ham, og da de havde vundet Blastus, kongens kammerherre, for sig, had de om fred, fordi deres land fik sine levnedsmidler fra kongens land. 21 På en fastsat dag iførte Herodes sig da sin kongedragt og satte sig på tronen og holdt en tale til dem. 22 Da råbte folket: »Det er en guds røst og ikke et menneskes.« 23 I samme nu slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og udåndede. 24 Men Guds ord havde fremgang og udbredtes. 25 Og da Barnabas og Saulus havde udrettet deres ærinde, vendte de tilbage fra Jerusalem og tog Johannes, med tilnavn Markus, med sig. |