Apostlenes Gerninger 13 1 I den menighed, som fandtes i Antiokia, var der profeter og lærere: der var Barnabas og Simeon, som kaldtes Niger, og Lukius fra Kyrene, og der var Manaen, em plejebroder til landsfyrsten Herodes, og Saulus. 2 Medens de nu holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til.« 3 Så fastede de og bad og lagde hænderne på den og lod dem drage af sted. 4 Da de således var udsendt af Helligånden, drog de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. 5 Og da de var kommet til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger; de havde også Johannes med som hjælper. 6 De drog så gennem hele øen lige til Pafus; dér traf de en troldmand og falsk profet, en jøde ved navn Barjesus. 7 Han opholdt sig hos statholderen Sergius der var en forstandig mand. Denne indbød Barnabas og Saulus og ønskede at høre Guds ord. 8 Men Elimas, troldmanden (thi dette betyder hans navn), stod den imod og søgte at hindre statholderen i at komme til troen. 9 Da blev Saulus, som også kaldes Paulus, fyldt med Helligånden, så fast på han og sagde: 10 »Ah, du Djævelens barn, fuld af alskens svig og underfundighed, du fjende af alt, hvad der er ret! vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede? 11 Se, nu kommer Herrens hånd over dig, og du skal blive blind og til en tid ikke se solen.« I samme nu faldt der mulm og mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunne lede ham ved hånden. 12 Da statholderen så det, som var sket, kom han til tro, slået af forundring over Herrens lære. 13 Paulus og hans ledsagere sejlede så ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Dér skiltes Johannes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men selv drog de videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen. 15 Efter at loven og profeterne var oplæst, sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: »Brødre! har I et formaningsord til folket, så sig frem!« 16 Da stod Paulus op og slog til lyd ned hånden og sagde: »Israelitiske mænd og I andre, som frygter Gud, hør på mig! 17 Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vore fædre og gjorde folket stort i udlændigheden i Ægyptens land og førte dem siden ud derfra med løftet arm. 18 Og omtrent fyrretyve år fandt han sig i deres færd i ørkenen. 19 Og han udryddede syv folk i Kana'ans land, og deres land fordelte han iblandt den. 20 Derefter, i omtrent fire hundrede og halvtredsindstyve år, gav han dem dommere indtil profeten Samuel. 21 Derpå bad de om en konge, og Gud gav dem Saul, Ris' søn, en mand af Benjamins stamme, i fyrretyve år. 22 Og da han havde fjernet ham, satte han David til konge over dem. Ham gav han også det vidnesbyrd: »Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter mit hjerte; han skal gøre min vilje i alle ting.« 23 Af hans slægt lod Gud, således som han havde forjættet, en frelser fremstå for Israel det er Jesus. 24 Allerede før hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelses-dåb for hele Israels folk. 25 Og da Johannes var ved at fuldende sit livsløb, sagde han: »Jeg er ikke den, I anser mig for at være. Men se, efter mig kommer der en, hvis skobånd jeg ikke er værdig til at løse.« 26 Brødre, både I, som er sønner af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! det er til os, at ordet om denne frelse er sendt. 27 Thi indbyggerne i Jerusalem og deres rådsherrer ville ikke vide af ham; de dømte ham og opfyldte derved profeternes udsagn, som forelæses hver sabbat«; 28 og skønt de ingen dødsskyld fandt hos han, krævede de dog af Pilatus, at han skulle henrettes. 29 Og da de havde fuldbyrdet alt, hvad der står skrevet om ham, tog de ham ned af korsets træ og lagde ham i en grav. 30 Men Gud opvakte ham fra de døde, 31 og han blev i mange dage set af dem, som var draget sammen med ham fra Galilæa op til Jerusalem; de er nu hans vidner over for folket. 32 Og vi forkynder jer det glædelige budskab, at den forjættelse, som blev givet til fædrene, 33 har Gud opfyldt for os, deres børn, ved at lade Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag«. 34 Og at han har ladet ham opstå fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, det har han sagt således: »Jeg vil give jer de trofaste nådeløfter til David.« 35 Derfor siger ham også i en anden salme: »Du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse« 36 David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse; 37 men den, som Gud har opvakt, så ikke forrådnelse. 38 Så skal I da vide, brødre, at ved ham forkyndes jer syndernes forladelse; 39 og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra. 40 Tag jer derfor i agt, at ikke det, som er sagt hos profeterne, skal komme over jer: 41 »Se, I foragter, og undrer jer og bliv til intet! Thi en gerning gør jeg i jeres dage, en gerning, som I ej ville tro, om nogen fortalte jer derom« 42 Men da de gik ud, bad man om, at der også næste sabbat måtte blive talt til dem om dette. 43 Og da forsamlingen skiltes, fulgte mange jøder og gudfrygtige proselyter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og formanede dem til stadig at holde sig til Guds måde. 44 Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Guds ord. 45 Men da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus talte. 46 Paulus og Barnabas fik da frimodighed til at sige: »Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer, men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne. 47 Thi således har Herren befalet os: »Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende.« 48 Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til evigt liv. 49 Og Herrens ord udbredtes over hele egnen. 50 Men jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige kvinder og de første mænd i byen; og de rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas og fik dem jaget bort fra deres enemærker. 51 Så rystede de støvet af deres fødder imod dem og drog til Ikonium. 52 Men disciplene fyldtes af glæde og af Helligånd. |