Apostlenes Gerninger 16 1 Han kom også til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timoteus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader 2 og havde godt lov blandt brødrene i Lystra og Ikonium. 3 Ham ville Pauls have til at drage med sig, og han tog da og omskar ham af hensyn til jøderne, som boede i de egne; for de vidste alle, at hans fader havde været græker. 4 Og efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. 5 Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag. 6 Og de drog igennem det frygiske og galatiske land, da de af Helligånden var blevet hindret i at tale ordet i provinsen Asien. 7 Da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Ånd tillod dem det ikke. 8 De drog da lige gennem Mysien og kom ned til Troas. 9 Om natten havde Paulus et syn: der stod en makedonisk mand og bad ham og sagde: »Kom over til Makedonien og hjælp os!« 10 Da han havde set det syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem. 11 Vi sejlede så ud fra Troas og styrede lige frem til Samotrake og næste dag til Neapolis 12 og derfra til Filippi. Denne by, en romersk koloni, er den første by i den del af Makedonien; i den opholdt vi os nogle dage. 13 På sabbatsdagen gik vi uden for byporten, langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus; 14 og vi satte os og talte med de kvinder, som var kommet sammen. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, lyttede til, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun gav agt på det, som Paulus talte. 15 Og da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: »Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!« Sådan nødte hun os. 16 Så skete det engang, da vi gik ud til bedehuset, at vi mødte en pige, som var besat af en spådomsånd og skaffede sine herrer stor fortjeneste ved at spå. 17 Hun fulgte bag efter Paulus og os andre, råbte og sagde: »Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de forkynder jer frelsens vej.« 18 Og det gjorde hun i mange dage. Så harmedes Paulus over det, og han vendte sig om og sagde til ånden: »Jeg byder dig i Jesu kristi navn at fare ud af hende.« Og den fo'r ud i samme stund. 19 Men da hendes herrer så, at det nu var forbi med deres håb om fortjeneste, greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet for at stille dem for øvrigheden. 20 Og de førte dem til byfogederne og sagde: »Disse mænd volder uro i vor by; de er jøder 21 og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge, eftersom vi er romere.« 22 Og mængden rejste sig imod dem, og byfogederne lod klæderne rive af dem og befalede at give dem stokkeprygl. 23 Efter at de havde tildelt dem en mængde slag, kastede de dem i fængsel og bød fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. 24 Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og spændte deres fødder fast i blokken. 25 Ved midnatstid holdt Paulus og Silas bøn og sang lovsange til Gud; og fangerne lyttede til dem. 26 Med ét kom der et stort jordskælv, så fængselets grundvolde rystede, og straks sprang alle døre op, og alles lænker løstes. 27 Fangevogteren fo'r op af søvne, og da han så fængselets døre stå åbne, drog han sit sværd og skulle lige til at dræbe sig selv, fordi han mente, at fangerne var flygtet. 28 Men Paulus råbte med høj røst og sagde: »Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle.« 29 Da forlangte han fakler og sprang ind og kastede sig skælvende ned for Paulus og Silas. 30 Og han førte dem udenfor og sagde: »I Herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« 31 De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.« 32 Og de talte Herrens ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus. 33 Og i den selv samme nattetime tog han dem med sig og vaskede deres sår; og han selv og alle hans blev straks døbt. 34 Derefter førte han den op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud. 35 Men da det var blevet dag, sendte byfogederne betjentene hen og lod sige: »Løslad de mænd!« 36 Fangevogteren meddelte da Paulus dette: »Byfogederne har sendt bud, at I skal løslades; så gå nu ud og drag bort med fred!« 37 Men Paulus sagde til dem: »De har ladet os piske offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel, og nu vil de jage os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!« 38 Betjentene meldte disse ord til byfogederne; og de blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere. 39 Og de kom og gav dem en undskyldning og førte dem ud og bad dem drage bort fra byen. 40 De gik så ud af fængselet og hen til Lydia; og da de havde besøgt brødrene og formanet den, drog de bort. |