Apostlenes Gerninger 17 1 De fulgte nu vejen gennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika. Dér havde jøderne en synagoge; 2 og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne 3 og udlagde og begrundede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og, sagde han, »den Jesus, som jeg forkynder jer, han er Kristus.« 4 Nogle af den lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus og Silas; det samme gjorde også en stor mængde af de gudfrygtige grækere og ikke få af de fornemme kvinder. 5 Men jøderne blev skinsyge, og de fik fat i nogle slette mennesker fra gaden, lavede opløb og vakte uroligheder i byen; og de stormede Jasons hus og søgte efter dem for at føre dem for folkeforsamlingen. 6 Men da de ikke fandt dem, slæbte de Jason og nogle brødre for borgmestrene og råbte: »Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil, 7 og dem har Jason taget imod; de handler alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er konge.« 8 Således satte de skræk i mængden og borgmestrene, som hørte det. 9 Disse lod Jason og de andre stille sikkerhed og løslod dem så. 10 Men straks samme nat sendte brødrene både Paulus og Silas af sted til Berøa. Da de var kommet dertil, gik de hen i jødernes synagoge. 11 Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. 12 Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd. 13 Men da jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte ligeledes dér røre og uro iblandt skarerne. 14 Da sendte brødrene straks Paulus bort, for at han skulle drage ned til havet; men både Silas og Timoteus blev i Berøa. 15 De, som ledsagede Paulus, førte ham videre til Aten; derefter drog de tilbage med det bud til Silas og Timoteus, at de snarest muligt skulle komme til ham. 16 Medens Paulus nu ventede på dem i Aten, oprørtes hans ånd, da han så, hvor byen var fuld af afgudsbilleder. 17 Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet ned dem, han traf på. 18 Både nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer indlod sig i ordskifte med ham; og nogle sagde: »Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?« andre: »Han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme« fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen. 19 Så tog de ham med sig og førte ham op på Areopagus og sagde: »Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en oy lære, du taler om? 20 Du fortæller os jo ting, der lyder fremmede i vore øren; derfor vil vi gerne vide, hvad dette skal betyde.« 21 Hverken atenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig der, gav sig nemlig stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. 22 Da trådte Paulus frem midt på Areopagus og sagde: »Atenere! jeg ser, at I, i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. 23 Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: »For en ukendt gud.« Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer. 24 Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, 25 han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. 26 Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, 27 for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til han og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; 28 thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: »Thi vi er også af hans slægt.« 29 Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde. 30 Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. 31 Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade han opstå fra de døde.« 32 Men da de hørte om opstandelse fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.« 33 Dermed gik Paulus bort fra dem. 34 Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen; blandt dem var Dionysius, der var medlem af domstolen på Areopagus, og desuden en kvinde ved navn Damaris og nogle andre tillige med dem. |