Apostlenes Gerninger 18 1 Derefter forlod Paulus Aten og kom til Korint. 2 Dér traf han en jøde ved navn Akvila, som stammede fra Pontus, og som nylig var kommen fra Italien med sin hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle jøder skulle forlade Rom. Disse to sluttede han sig til, 3 og da han havde samme håndværk, blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig teltmagere af håndværk. 4 Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere. 5 Da nu Silas og Timoteus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus. 6 Men da de stod imod og spottede, rystede han støvet af sine klæder og sagde til den: »Jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er uden skyld; fra nu af vil jeg gå til hedningerne.« 7 Og han gik bort derfra og tog ind hos en gudfrygtig mand ved navn Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen. 8 Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange andre af korinterne, som hørte ordet, troede og lod sig døbe. 9 Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: »Frygt ikke, men tal og ti ikke; 10 for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.« 11 Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem. 12 Men medens Gallio var statholder i Akaja, rejste jøderne sig alle som én imod Paulus og førte ham for domstolen 13 og sagde: »Denne mand overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som strider mod loven.« 14 Da Paulus så ville tage til genmæle, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der forelå en retskrænkelse eller grov uorden, jøder! ville jeg selvfølgelig have taget imod jeres klage. 15 Men gælder det stridsspørgsmål om lære og navne og om den lov, I har, så må det blive jeres egen sag; jeg vil ikke være dommer over den slags ting.« 16 Dermed jog han dem bort fra domstolen. 17 Så greb de alle fat i synagogeforstanderen Sostenes og slog løs på ham lige foran domstolen; men alt dette tog Gallio sig ikke af. 18 Paulus blev der endnu en tid lang; så tog han afsked med brødrene og sejlede bort til Syrien i følge med Priskilla og Akvila, efter at han i Benkreæ havde ladet sit hår klippe af; thi han havde et løfte på sig. 19 Så nåede de Efesus; dér lod han de andre blive tilbage, og selv gik han ind i synagogen og gav sig i samtale med jøderne. 20 Men da de bad ham blive dér i længere tid, sagde han ikke ja dertil, 21 men han tog afsked med dem og sagde: »Jeg må endelig holde den forestående højtid i Jerusalem; men jeg skal vende tilbage til jer en anden gang, om Gud vil.« Derefter sejlede han ud fra Efesus; 22 og efter at være landet i Kæsarea drog han op og hilste på menigheden og drog så ned til Antiokia. 23 Og da han havde tilbragt nogen tid dér, tog han bort og rejste fra sted til sted igennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene. 24 Men en jøde ved navn Apollos, der stammede fra Aleksandria, en veltalende mand, som var kyndig i skrifterne, kom til Efesus. 25 Han var blevet undervist om »Herrens vej« og brændende i ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes' dåb. 26 Han begyndte også at tale frimodigt i synagogen. Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med hjem og fremstillede »Guds vej« grundigere for ham. 27 Og da han senere ville rejse til Akaja, skrev brødrene til disciplene dér og tilskyndende dem til at tage vel imod ham. Da han var kommen derhen, blev han ved Guds nåde til megen nytte for de troende;« 28 thi han gendrev jøderne offentligt med stor kraft og beviste ved hjælp af skrifterne, at Jesus er Kristus«. |