Apostlenes Gerninger 19 1 Medens Apollos var i Korint, skete det, at Paulus, efter at være rejst gennem de højereliggende landsdele, kom ned til Efesus. 2 Dér traf han nogle disciple og spurgte dem: »Fik I Hellig†nden, da I kom til troen?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.« 3 Han spurgte så: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes' dåb.« 4 Da sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelses dåb, og han sagde til folket, at de skulle tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus.« 5 Da de hørte dette, lod de sig døbe i Herren Jesu navn. 6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. 7 De var tilsammen tolv mand eller deromkring. 8 Han gik da ind i synagogen, og i tre måneder prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds rige. 9 Men da nogle forhærdede sig og ikke ville lade sig overbevise, men talte ondt om »vejen« i forsamlingens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus' skole. 10 Dette varede i to år, så alle, der boede i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik Herrens ord at høre. 11 Og Gud gjorde usædvanlige undergerninger ved Paulus' hænder, 12 så man endog bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge, og sygdommene veg da fra dem, og de onde ånder fo'r ud. 13 Men også nogle af de omvandrende jødiske åndemanere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde de onde ånder, idet de sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker.« 14 Blandt dem, som gjorde dette, var der syv sønner af Skeuas, en jødisk ypperstepræst. 15 Men den onde ånd svarede og sagde til dem: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg besked, men, hvem er I?« 16 Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem alle sammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset. 17 Og dette blev kendt af alle dem, som boede i Efesus, både jøder og grækere; og frygt kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev højt priset, 18 og mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte, hvad de havde begået. 19 Adskillige af dem, som havde øvet trolddom, kom også bærende med deres bøger og brændte den op for alles øjne; og da man beregnede deres værdi fandt man, at de var halvtredsindstyvetusinde sølvpenge værd. 20 Så vældigt havde Herrens ord fremgang og viste sin magt. 21 Da nu alt dette var sket, bestemte Paulus sig i Ånden til at rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, idet ham sagde: »Når jeg har været der, bør jeg også besøge Rom.« 22 Så sendte han to af sine hjælpere, Timoteus og Erastus, til Makedonien; men selv blev ham endnu nogen tid i provinsen Asien. 23 På den tid opstod der et ikke ringe røre i anledning af »vejen«. 24 Der var nemlig en sølvsmed ved navn Demetrius, som lavede Artemistempler af sølv og således skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste. 25 Han kaldte nu disse sammen tillige med dem, der havde lignende arbejde, og sagde: »I ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde, 26 og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder. 27 Og der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Attemis' helligdom skal blive agtet for intet, og at den gudinde, som hele provinsen Asien, ja, hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed.« 28 Da de hørte dette, blev de fulde af harme og råbte og skreg: »Stor er efesernes Artemis!« 29 Byen kom nu i fuldstændigt oprør, og de stormede alle som en hen til teatret og slæbte med sig Gajus og Aristarkus, to makedonere, som var Paulus' rejsefæller. 30 Paulus ville da gå ind til folkehoben, men disciplene gav ham ikke lov. 31 Også nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret. 32 Der skreg nogle et, andre noget andet; thi forsamlingen var i oprør, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen. 33 Men nogle af skaren satte Aleksander ind i sagen, da jøderne skubbede ham frem. Og Aleksander slog til lyd med hånden og ville holde en forsvarstale til folket. 34 Men da de blev klar over, at han var jøde, gav de sig til, alle med en røst, at råbe i et par timer: »Stor er efesernes Artemis!« 35 Men byskriveren fik skaren beroliget og sagde: »Mænd i Efesus! Hvor er det menneske, som ikke ved, at efesernes by er tempelværge for den store Artemis og hendes himmelfaldne billede? 36 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I forholde jer rolige og ikke foretage jer noget overilet. 37 I har jo ført disse mænd hid, som hverken er tempelranere eller spotter vor gudinde. 38 Dersom nu Demetrius og hans håndværkere har grund til klage mod nogen, så holdes der tingdage, og der er statholdere; lad dem da stævne hverandre! 39 Og har I yderligere noget at kræve, så kan det blive afgjort i den lovlige forsamling. 40 Vi står jo endog i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det, der er sket i dag, da der ikke er nogen virkelig grund dertil; for dette opløb vil vi ikke kunne gøre regnskab.« 41 Ved at sige dette fik han forsamlingen til at gå sin vej. |