Apostlenes Gerninger 2 1 Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. 2 Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. 3 Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4 Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde. 5 Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen. 6 Da nu den lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog. 7 Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: »Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? 8 Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål, 9 vi partere og medere og elamiter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, 10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Byrene, og vi tilflyttede romere, 11 jøder og proselyter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?« 12 Og de var alle ude af sig selv, vidste ikke, hvad de skulle tænke, og sagde den ene til den anden: »Hvad kan dette være?« 13 Men andre sagde spottende: »De er fulde af sød vin.« 14 Da trådte Peter frem sammen med de elleve, opløftede sin røst og talte til dem: »Jødiske mænd og alle I, som bor her i Jerusalem! Det skal I vide, og mærk jer mime ord: 15 Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen. 16 Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel: 17 »Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af mim Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme, drømme. 18 Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere. 19 Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen og tegn nede på jorden, blod og ild og rygende damp. 20 Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens dag kommer, den store og herlige. 21 Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.« 22 Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, 23 han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I han til korset og tog hans liv. 24 Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden. 25 Thi David siger med tanken på ham: »Jeg havde altid Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes. 26 Derfor glædedes mit hjerte, og min tunge jublede, ja, også mit kød skal bo med håb; 27 thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige se forrådnelse. 28 Du har lært mig livets veje; du vil fylde mig med glæde for dit åsyn.« 29 Mine brødre! lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. 30 Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone, 31 forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. 32 Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. 33 Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. 34 Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: »Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, 35 til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.« 36 Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.« 37 Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: »Brødre! hvad skal vi gøre?« 38 Peter sagde til dem: »Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. 39 Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde.« 40 Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: »Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!« 41 De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til. 42 Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne. 43 Og der kom frygt over enhver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. 44 Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles; 45 de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. 46 Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. 47 De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse. |