Apostlenes Gerninger 20 1 Da disse uroligheder var stilnet af, sendte Paulus bud efter disciplene og formanede dem, og da han havde sagt farvel til dem, brød han op derfra for at rejse til Makedonien. 2 Og efter at han var draget igennem egnene der og havde talt mange formaningsord, kom han til Grækenland. 3 Der tilbragte han tre måneder. Men da jøderne lagde planer imod ham, just som han skulle til at sejle til Syrien, bestemte han sig til at lægge tilbagerejsen over Makedonien. 4 Med ham fulgte Pyrrus' søn Sopater fra Berøa, Aristarkus og Sekundus, som begge var fra Tessalonika, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikus og Trofimus fra provinsen Asien. 5 Disse rejste i forvejen og ventede på os i Troas; 6 vi andre sejlede efter de usyrede brøds fest ud fra Filippi, og fem dage derefter stødte vi til den i Troas, hvor vi tilbragte syv dage. 7 På den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste dag ville rejse derfra, og han blev ved med at tale lige til midnat. 8 Og der var mange lamper i salen ovenpå, hvor vi var samlede. 9 Men en ung mand ved navn Eutykus sad i vinduet; og han faldt i en dyb søvn, da Paulus fortsatte samtalen så længe, og overvældet af søvnen styrtede han ned fra tredje stokværk, og da han blev taget op, var han død. 10 Da gik Paulus ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: »Vær ikke urolige; thi hans sjæl er i ham.« 11 Så gik han op igen og brød brødet og spiste og talte endnu længe med dem lige til daggry, og derefter drog han bort. 12 Men den unge mand bragte de levende hjem, og det var dem til ikke liden trøst. 13 Vi andre var i forvejen gået om bord, og vi sejlede til Assus, hvor vi skulle tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv ville gå til fods. 14 Da han nu stødte til os i Assus, tog vi ham om bord og nåede til Mitylene. 15 Derfra sejlede vi videre og kom den næste dag lige ud for Kios; dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom den følgende dag til Milet. 16 Paulus havde nemlig besluttet at sejle Efesus forbi, for at han ikke skulle blive opholdt i provinsen Asien; thi han fremskyndede sin rejse for, om muligt, at være i Jerusalem på pinsedagen. 17 Men fra Milet sendte han bud til Efesus og lod menighedens ældste kalde til sig. 18 Og da de var kommet til han, sagde han til dem: »I ved selv, hvordan min færd iblandt jer var hele tiden, lige fra den første dag jeg kom her til provinsen Asien: 19 hvordan jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser, som jødernes efterstræbelser voldte mig. 20 I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; 21 både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. 22 Og se, bunden af Ånden drager jeg nu til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig der; 23 kun ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig. 24 Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus, at vidne om Guds nådes evangelium. 25 Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget«. 26 Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; 27 thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan. 28 Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod. 29 Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. 30 Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. 31 Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer. 32 Så overgiver jeg jer nu til Herren og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige. 33 Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen. 34 I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til. 35 Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: »Saligere er det at give end at modtage.« 36 Da han havde sagt dette, faldt han på knæ og bad sammen med dem alle. 37 Og de brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. 38 Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se. Derefter fulgte de ham til skibet. |