Apostlenes Gerninger 20 1 Efter at optøjerne var stilnet af, kaldte Paulus disciplene sammen og satte mod i dem, og så tog han afsked med dem og brød op for at rejse til Makedonien. 2 På sin rejse gennem Makedonien gav Paulus sig god tid til at tale med menighederne og retlede dem. Endelig nåede han til Grækenland. 3 Der tilbragte han tre måneder, og han var netop ved at indskibe sig for at sejle til Syrien, da en jødisk sammensværgelse fik ham til at ombestemme sig og vende tilbage gennem Makedonien. 4 Han havde følgeskab af Sopater, en søn af Pyrros fra Berøa, af Thessalonikerne Aristarkos og Secundus, af en mand fra Derbe, der hed Gaius, af Timotheos og af Tykikos og Trofimos fra Provinsen Asien. 5 De tog i forvejen og ventede på os i Troas; 6 vi sejlede ud fra Filippi efter de Usyrede Brøds Dage og nåede de andre fem dage efter i Troas, hvor vi tilbragte en uge. 7 Da vi om søndagen var samlet for at fejre det Hellige Måltid, talte Paulus med menigheden, idet han ville rejse næste dag, og han blev ved med at tale indtil midnat. 8 Der brændte adskillige lamper i ovensalen, hvor vi var samlede; 9 en ung mand, der hed Eutykos, sad i vinduet og blev mere og mere søvnig, mens Paulus blev ved og blev ved med at tale, og til sidst blev den unge mand overvældet af søvnighed og styrtede ud fra anden sal og blev samlet op som død. 10 Paulus løb ned og bøjede sig over ham og tog ham i sine arme og sagde: 'Tab ikke fatningen, han lever endnu!' 11 Så gik Paulus op igen og indledte måltidet og spiste længe og talte lige til daggry; sådan gik natten, og om morgenen rejste Paulus. 12 Den unge mand var da i live og kunne bringes hjem, log folk var ikke lidet opmuntrede. 13 Vi andre var i forvejen gået om bord og sejlede til Assos; først derfra skulle vi tage Paulus med. Han havde selv foretrukket at rejse til fods. 14 I Assos mødtes vi og fik ham om bord. Vi sejlede til Mitylene; 15 derfra sejlede vi videre og nåede næste dag på højde med Kios, næste dag igen rundede vi Samos, og den følgende dag kom vi til Milet. 16 Paulus havde nemlig besluttet sig til at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle komme til at bruge tid i Provinsen Asien; han ville skynde sig at nå til Jerusalem til Pinsedag, så vidt det kunne lade sig gøre. 17 Fra Milet sendte Paulus bud til Efesos og lod menighedens Ældste kalde til sig. 18 Da de var samlede hos ham, sagde han: 'Lige fra den første dag, jeg kom til Asien, 19 og al den tid, jeg var hos jer, har I set, hvordan jeg er i samvær, og I har lært mig at kende som en mand, der tjener Herren uden store tanker om egen værdighed under de sorger og prøvelser, som Jødernes intriger har bragt over mig. 20 Både offentligt og i hjemmene har jeg meddelt jer og lært jer alt, hvad I kunne have brug for, jeg har ikke forholdt jer noget som helst. 21 Jeg har for både Jøder og Hellenere indtrængende forkyndt omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus. 22 Nu tager jeg bundet af Ånden til Jerusalem uden at vide, hvad der vil møde mig dér; dog, 23 så meget ved jeg: I by efter by forkynder Helligånden mig, at lænker og trængsler venter mig. 24 Nuvel - jeg vil ikke spilde et ord på værdien af selve det at leve, når bare jeg må leve længe nok til at fuldende mit løb og den tjeneste, jeg fik fra Herren Jesus: At forkynde Evangeliet om Guds nåde. 25 Og nu ved jeg, at I aldrig mere skal se mig, alle I, hos hvem jeg kom, dengang jeg prædikede Riget for jer. 26 Derfor erklærer jeg på denne dag højtideligt, at jeg er uden skyld, hvis nogen falder fra, 27 for jeg har ikke forholdt jer noget, jeg har forkyndt jer Guds vilje i dens helhed. 28 Tag vare på jer selv og hele hjorden, som Helligånden har sat jer som tilsynsmænd over; I skal vogte Guds menighed, som han erhvervede ved sit eget blod. 29 Jeg ved, at der efter min afrejse vil komme farlige ulve ind iblandt jer, og de vil ikke skåne hjorden, 30 og inden for jeres egen kreds vil der fremstå mænd, som fører fordrejet tale for at kapre disciple og gøre dem til deres egne. 31 Derfor skal I være vågne og huske på, at tre år igennem har bekymringerne for jer ikke veget fra mig dag eller nat, mens jeg talte med hver enkelt. 32 Og nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes Ord, som har magt til at opbygge jer og give jer arvelod blandt alle dem, Gud har helliget. 33 Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke villet have af nogen. 34 I ved selv, at disse mine hænder har tjent sammen til, hvad jeg og mine fæller har brug for. 35 Med alt dette har jeg vist jer, at når vi skal arbejde, er det for at blive i stand til at tage os af de svage; og vi skal også huske, at Herren Jesus selv har sagt: "Meget saligere er det at give end at tage imod!" 36 Med disse ord knælede Paulus ned med dem alle og bad. 37 Alle hulkede højt og faldt ham om halsen og kyssede ham. 38 Hvad der smertede dem mest, var hans ord om, at de aldrig mere skulle få ham at se. De fulgte ham så ned til skibet. |