Apostlenes Gerninger 21 1 Da vi efter denne bevægede afsked var afsejlet, løb vi på en lige kurs til Kos; dagen efter kom vi til Rodos, og derfra til Patara. 2 Vi fandt et skib, der skulle afgå med Fønikien som bestemmelsessted, gik lige om bord og afsejlede. 3 Vi fik Kypern i sigte, holdt langs kysten med øen om bagbord, til vi igen tabte den af syne, sejlede over åbent hav til Syrien og løb ind til Tyrus; der skulle skibet nemlig losse. 4 Vi fandt frem til disciplene og blev der en uge; Ånden indgav dem at sige til Paulus, at han ikke skulle rejse op til Jerusalem. 5 Men da ugen var gået, brød vi op, og de fulgte os alles ammen med kvinder og børn helt ud af byen. Vi knælede på stranden og bad; 6 så tog vi afsked med hinanden, de gik tilbage til byen, mens vi gik om bord. 7 Vor sørejse endte med denne sejltur fra Tyrus til Ptolemals; vi hilste på Brødrene der og var sammen med dem en dag. 8 Næste dag rejste vi derfra og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind hos Evangelisten Filip, en af de syv, og her boede vi; 9 han havde fire ugifte døtre med profetisk gave. 10 Da vi havde været der en tid, kom der fra Judæa en profet, der hed Agabos. 11 Han kom ind til os og tog Paulus' bælte og Il bandt sig selv på fødder og hænder og sagde: 'Således siger Helligånden: Den mand, som ejer dette bælte, skal Jøderne binde sådan i Jerusalem og udlevere i hedningernes hænder.' 12 Da vi hørte dette, bad både vi og folk på stedet Paulus om ikke at rejse op til Jerusalem. 13 Men Paulus svarede: 'Hvad skal det føre til, at græde og gøre mig modløs? Jeg er rede til ikke alene at blive bundet, men også at dø i Jerusalem for Herren Jesu Navn.' 14 Da han ikke kunne overtales, holdt vi op, og vi sagde: 'Herrens vilje ske!' 15 Så pakkede vi vore sager og rejste op til Jerusalem. 16 Sammen med os rejste også nogle disciple fra Kæsarea, som skulle føre os til en mand, vi kunne bo hos; han hed Mnason, var fra Kypern, og var en discipel fra gammel tid. 17 Vi kom til Jerusalem, hvor Brødrene tog venligt imod os. 18 Næste dag aflagde Paulus og vi et besøg hos Jakob, hvor alle de Ældste kom til stede. 19 Paulus hilste på dem og aflagde derefter beretning i alle enkeltheder om, hvad Gud igennem hans arbejde havde udrettet blandt hedningerne. 20 Da de havde hørt dette, lovpriste de Gud. Men så sagde de til Paulus: 'Du ser, Broder, hvor mange tusinde Jøder der er kommet til Troen, men alle brænder de for Lovens overholdelse. 21 Blandt dem har der bredt sig efterretninger om, at du lærer alle de Jøder, der bor ude mellem hedningerne, at falde fra Moseloven, for du siger, at de ikke behøver at omskære deres børn eller følge de jødiske skikke. 22 Hvad gør vi? De kan jo ikke undgå at høre, at du er kommet. 23 Vi vil foreslå dig følgende: Vi har her fire mænd, som har aflagt et løfte. 24 Tag dem med dig og lad dig rense sammen med dem, og betal for dem, så de kan lade hovedet rage; så ved alle, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, for du lever stadig selv efter Loven og overholder den. 25 Angående de hedninger, der er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med vor resolution om, at de skal afholde sig fra afgudsofferkød, kød med blodet i, kød af kvalte dyr og utugt.' 26 Paulus tog da de fire mænd med, og den næste dag rensede han sig sammen med dem og gik ind i Templet og anmeldte tidspunktet for renselsesdagens udløb, da offeret skulle bringes for hver enkelt af dem. 27 Da syv dage næsten var gået, fik Jøderne fra Asien øje på ham i Templet. De bragte hele mængden i ophidselse 'ved at gribe fat i Paulus 28 og råbe: 'Mænd af Israel! Kom og hjælp os! Her er det menneske, som modarbejder folket og Loven og dette sted, alle vegne og over for alle, med sin lære, ja, han har endog ført Hellenere ind i Templet og besudlet dette hellige sted!' 29 De havde nemlig tidligere set ham i byen sammen med Trofimos fra Efesos, og de troede, at det var ham, Paulus havde med ind i Templet. 30 Hele byen kom på den anden ende, og der blev opløb; folk greb fat i Paulus og trak ham ud af Templet, og portene blev omgående lukket. 31 Mens Jøderne i deres ophidselse var ved at slå Paulus ihjel, gik der melding til kommandanten for garnisonen, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Han rykkede straks ud med sine soldater og befalingsmænd, og da folk så kommandanten og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus. 33 Så var kommandanten der; han anholdt ham og lod ham belægge med to lænker. Så spurgte han ham, hvem han var, og hvad det var, han havde gjort. 34 Fra skaren blev der råbt både det ene og det andet; da kommandanten ikke kunne få noget ordentligt at vide på grund af larmen, befalede han, at Paulus skulle føres til kasernen. 35 Da de nåede til trappen, måtte soldaterne bære ham på grund af presset fra mængden, 36 for folkemassen fulgte med og skreg 'Ud med ham!' 37 Lige da de skulle til at føre Paulus ind i kasernen, siger han til kommandanten: 'Må det være mig tilladt at sige noget til dig?' Kommandanten sagde: 'Kan du Græsk? 38 Er du da ikke den Ægypter, som for nogen tid siden gjorde oprør og førte de 4.000 sikarier ud i ørkenen?' 39 Paulus svarede: 'Jeg er Jøde fra Tarsos i Kilikien, borger i en ikke helt ukendt by; hvad jeg ville bede om, var tilladelse til at tale til folket.' 40 Kommandanten gav tilladelsen, og Paulus stillede sig øverst på trappen og rakte armen i vejret. Der blev helt stille, og han begyndte at tale til folket på Aramaisk. |