Apostlenes Gerninger 22 1 »Brødre og fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit forsvar!« 2 Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, holdt de sig endnu mere stille. Og han fortsatte: 3 »Jeg er en jødisk mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne by; ved Gamaliels fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene lov efter al dens strenghed, og jeg var nidkær for Gud, sådan som I alle er det i dag. 4 Og jeg forfulgte denne »vej« lige til døden, jeg lagde både mænd og kvinder i lænker og fik dem sat i fængsel; 5 det kan både ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som var dér, bundne til Jerusalem, for at de kunne blive straffet. 6 Men da jeg var undervejs og nærmede mig Damaskus, skete det ved middagstid, at et stærkt lys fra Himmelen pludselig omstrålede mig. 7 Og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?« 8 Jeg spurgte da: »Hvem er du, Herre?« Han svarede mig: »Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger.« 9 De, som var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst, som talte til mig. 10 Da spurgte jeg: »Hvad skal jeg gøre, Herre?« Og Herren svarede mig: »Stå op og drag videre til Damaskus; og dér skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.« 11 Da jeg havde mistet synet på grund af denne lysglans, tog mine ledsagere mig ved hånden og ledede mig, og således kom jeg ind i Damaskus. 12 Dér var der en mand, som hed Ananias; han var gudfrygtig efter loven og havde et godt navn hos alle de jøder, som boede der. 13 Ham kom til mig, trådte frem og sagde til mig: »Broder Saul, bliv seende!« Og i samme stund kunne jeg se ham. 14 Og han sagde: »Vore fædres Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige og høre røsten af hans mund. 15 Thi du skal for alle mennesker være hans vidne om det, som du har set og hørt. 16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!« 17 Da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i helligdommen, skete det, at jeg kom i henrykkelse, 18 og jeg så ham og hørte ham sige til mig: »Skynd dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd om mig.« 19 Men jeg sagde: »Herre! de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne. 20 Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hams morderes klæder.« 21 Da sagde han til mig: »Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte«.« 22 Lige indtil han sagde dette, havde de hørt på ham. Men nu opløftede de deres røst og råbte: »Bort fra jorden med en sådan! han skulle ikke have lov at leve!« 23 Men da de skreg og rev klæderne af sig og kastede støv op i luften, 24 befalede kommandanten, at han skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne få at vide, af hvad grund de sådan råbte op imod han. 25 Men da de havde spændt ham fast for at piske ham, spurgte Paulus den høvedsmand, der stod ved siden af: »Har I lov at piske en romersk borger, og det uden dom?« 26 Da høvedsmanden hørte det, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: »Hvad er det, du er ved at gøre? denne mand er jo romersk borger.« 27 Da gik kommandanten hen og spurgte ham: »Sig mig, er du romersk borger?«. »Ja,« svarede han. 28 Kommandanten sagde da: »Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den.« 29 De, som skulle til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage fra ham; og da kommandanten fik at vide, at han var romersk borger, blev også han bange, fordi han havde ladet ham fængsle. 30 Men da han ville have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af jøderne, lod han den næste dag lænkerne tage af ham og befalede, at ypperstepræsterne og hele rådet skulle samles. Så lod han Paulus hente ned og fremstillede ham for dem. |