Apostlenes Gerninger 23 1 Da så Paulus fast på rådet og sagde: »Brødre! jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag.« 2 Men ypperstepræsten Ananias bød dem, som stod ved siden af ham, at de skulle slå ham på munden. 3 Da sagde Paulus til ham: »Gud skal slå dig, du kalkede væg! her sidder du for at dømme mig efter loven, og tvært imod loven befaler du, at de skal slå mig!« 4 De, som stod ved siden af ham, sagde da: »Skælder du Guds ypperstepræst ud?« 5 Paulus svarede: »Brødre! jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten; der står jo skrevet: »Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord.« 6 Da nu Paulus vidste, at den ene del bestod af saddukæere og den anden af farisæere, råbte han i rådet: »Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages.« 7 Næppe havde han sagt dette, før der blev strid imellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen delte sig. 8 Thi saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse ej heller engel eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet 9 Nu blev der en voldsom råben; og nogle af de skriftkloge af farisæernes parti stod op, begyndte en ordstrid med de andre og sagde: »Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en ånd eller en engel har talt til ham!« 10 Men da striden blev så heftig, frygtede kommandanten for, at Paulus skulle blive sønderslidt af dem, og han befalede mandskabet at gå ned og rive ham ud af hænderne på dem og føre ham ind i borgen. 11 Natten derefter stod Herren foran Paulus og sagde: »Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.« 12 Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og forpligtede sig under forbandelser til hverken at nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. 13 Der var mere end fyrretyve mand, som havde indgået denne sammensværgelse. 14 De gik da til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Vi har under forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget som helst, før vi har slået Paulus ihjel. 15 Henstil derfor sammen med rådet til kommandanten, at han lader ham føre ned til jer, som om I vil undersøge hans sag nøjere; vi skal så være rede til at rydde han af vejen, før han når frem.« 16 Men Paulus' søstersøn fik nys om dette baghold. Han kom derfor og gik ind i borgen og fortalte Paulus det. 17 Paulus sendte da bud efter en af høvedsmændene og sagde: »Før denne unge mand til kommandanten; thi han har noget at meddele ham.« 18 Så tog han ham med og førte ham til kommandanten og sagde: »Fangen Paulus sendte bud efter mig og bad mig føre denne unge mand til dig; han har noget at fortælle dig.« 19 Da tog kommandanten ham ved hånden, førte ham i enrum og spurgte: »Hvad er det, du har at meddele mig?« 20 Han svarede: »Jøderne har aftalt at bede dig om, at du i morgen vil lade Paulus føre ned for rådet, og det under påskud af, at man vil holde grundigere forhør over ham. 21 Men lad dig ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve mand af dem ligger på lur efter ham, og de har under forbandelser forpligtet sig til hverken at nyde vådt eller tørt, før de har slået ham ihjel; og nu er de rede og venter kun på et tilsagn fra dig.« 22 Da lod kommandanten det unge menneske gå og bød han: »Sig ikke til nogen, at du har røbet dette for mig.« 23 Så kaldte han på et par af høvedsmændene og sagde: »Gør to hundrede mand fodfolk, halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere klar til at afgå til Kæsarea i nat ved den tredje time« 24 de skulle også sørge for ridedyr, så de kunne lade Paulus ride og føre ham i god behold til landshøvdingen Feliks. 25 Og han skrev et brev af følgende indhold: 26 »Klaudius Lysias sender hilsen til den højædle landshøvding Feliks. 27 Denne mand havde jøderne grebet, og han var nær ved at blive slået ihjel af dem; men jeg kom til med mandskabet og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk borger. 28 Og da jeg ville vide, af hvad grund de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres råd. 29 Jeg fandt da, at klagemålet mod ham gjaldt nogle stridsspørgsmål i deres lov, men at ham ikke blev beskyldt for noget, som fortjener død eller fængsel. 30 Men da jeg har fået underretning om, at der skal være planer fremme mod manden, sender jeg ham hermed til dig efter også at have pålagt hans anklagere at fremføre for dig, hvad de har imod ham.« 31 Soldaterne tog så Paulus, sådan som det var den befalet, og førte ham om natten til Antipatris. 32 Næste dag vendte de tilbage til borgen og lod rytterne drage videre med ham. 33 Så snart de var ankommet til Kæsarea, afleverede de brevet til landshøvdingen og førte også Paulus frem for ham. 34 Da han havde læst brevet spurgte han, fra hvilken provins han var, og da han havde fået at vide, at han var fra Kilikien, sagde han: 35 »Jeg skal forhøre dig, når dine anklagere også er kommet til stede.« Og han bød, at ham skulle holdes i varetægt i Herodes' palads. |