Apostlenes Gerninger 26 1 Agrippa sagde derefter til Paulus: »Det tilstedes dig nu at tale din sag.« Da slog Paulus ud med hånden og forsvarede sig således: 2 »Jeg priser mig lykkelig, fordi det er for dig, kong Agrippa! jeg i dag skal forsvare mig angående alt det, jeg anklages for af jøderne, 3 da du jo nøje kender alle jødernes skikke og stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig. 4 Mit liv fra ungdommen af, som det fra begyndelsen er levet iblandt mit folk og i Jerusalem, ved alle jøderne besked om; 5 thi de ved om mig fra tidligere tid (hvis de da ellers vil vidne derom), at jeg har levet som farisæer og altså tilhørt det parti hos os, som tager det strengest ned gudsdyrkelsen. 6 Og nu står jeg her og skal dømmes for håbet om den forjættelse, som Gud gav vore fædre, 7 og som vort tolvstammefolk ved at tjene Gud uafladelig nat og dag håber at nå frem til; på grund af dette håb, konge, er det, jeg anklages af jøder. 8 Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde? 9 Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens' navn, 10 og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. 11 Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer. 12 Da jeg i den hensigt drog til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne, 13 så jeg undervejs midt på dagen, konge! et lys fra Himmelen klarere end solens glans omstråle mig og mine rejsefæller. 14 Og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som sagde til mig på hebraisk: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver strengt for dig at stampe mod brodden. « 15 Jeg spurgte: »Hvem er du, Herre?« Og Herren svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger. 16 Men rejs dig og stå på dine ben; thi netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig. 17 Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; til dem udsender jeg dig 18 for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig.« 19 Derfor, kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn; 20 men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige. 21 For denne sags skyld var det, at nogle jøder greb mig i helligdommen og forsøgte at tage mig af dage. 22 Det er altså ved den hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske: 23 at Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde, og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne.« 24 Medens han forsvarer sig således, siger Festus med høj røst: »Du er ude af dig selv, Paulus! den megen lærdom driver dig fra sans og samling.« 25 Men Paulus sagde: »Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede ord er det, jeg forkynder. 26 Kongen ved jo besked om dette, og derfor taler jeg også frimodigt til han, thi jeg er vis på, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en afkrog. 27 Kong Agrippa, tror du profeterne? Jeg ved, du tror dem.« 28 Da sagde Agrippa til Paulus: »Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.« 29 Men Paulus svarede: »Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det, på disse lænker nær.« 30 Da stod kongen op og landshøvdingen og Berenike og de andre der sad sammen med dem. 31 Og da de gik derfra, talte de med hverandre og sagde: »Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller fængsel.« 32 Og Agrippa sagde til Festus: »Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren.« |