Apostlenes Gerninger 27 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte dem kejserlige hærafdeling«. 2 Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os. 3 Næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus ned velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. 4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde modvind. 5 Derefter sejlede vi over farvandet ved Kilikien og Panfylien og kom til Myra i Lykien. 6 Der fandt høvedsmanden et aleksandrinsk skib, som skulle til Italien, og indskibede os i det. 7 Men efter at sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud for Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. 8 Med nød og næppe kom vi der forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«, i nærheden af byen Lasæa. 9 Da der nu var gået en rum tid, og sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde: 10 »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« 11 Høvedsmanden stolede imidlertid mere på styrmanden og skipperen end på det, Paulus sagde. 12 Og da havnen ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest. 13 Da der nu blæste en svag søndenvind op, mente de at være sikre på at opnå, hvad de ville; de lettede anker og sejlede langs med Kreta. 14 Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende ned fra øen; det var den såkaldte »Eurakvilo«. 15 Og da skibet blev revet med og ikke kunne holdes op imod vinden, drejede vi af og lod os drive. 16 Da vi løb i læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os, om end med nød og næppe, at bjærge båden. 17 Efter at de havde halet den om bord, anvendte de nødmidler og surrede tov om skibet; og af frygt for at de skulle blive forslået helt ned i Syrtem, firede de sejlene ned og lod sig således drive. 18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med stormen, begyndte de næste dag at kaste over bord;« 19 og på den tredje dag kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. 20 Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning. 21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage føde til sig, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. 22 Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. 23 Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: 24 »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« 25 Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. 26 Men vi må strande på en ø.« 27 Da vi nu på fjortende nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det søfolkene ved midnatstid, at der var land i nærheden. 28 Og da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne. 29 Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær, og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag. 30 Men søfolkene gjorde forsøg på at flygte fra skibet; de firede båden ned i søen under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen. 31 Da sagde Paulus til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk der ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.« 32 Så kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort. 33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. 34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« 35 Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise. 36 Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig. 37 (Vi var i alt 276 sjæle om bord). 38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet. 39 Da det nu blev dag, kendte de ikke landet; men de lagde mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund. 40 Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. 41 De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og der lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen. 42 Soldaterne besluttede nu at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme bort og undkomme. 43 Men høvedsmanden, der ville redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres beslutning; han bød, at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land, 44 og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land. |