Apostlenes Gerninger 4 1 Medens de talte til folket, kom præsterne og anføreren for tempelvagten og saddukæerne over dem, 2 da de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde. 3 Og de lagde hånd på dem og satte dem i forvaring til den næste dag; thi det var allerede aften. 4 Men mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde. 5 Dagen derefter skete det, at deres rådsherrer og ældste og skriftkloge trådte sammen i Jerusalem; 6 til stede var også ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Aleksander og alle, som var af ypperstepræstelig slægt. 7 Og de lod dem føre frem i forsamlingen og spurgte dem: »Med hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?« 8 Fyldt af Helligånden svarede Peter dem da: »I folkets rådsherrer og ældste! 9 Når vi i dag på grund af en velgerning mod en vanfør mand forhøres om, hvordan han er blevet helbredt, 10 så skal alle I og hele Israels folk vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ham, hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne. 11 Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. 12 Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.« 13 Men da de så Peters og Johannes' frimodighed og kunne mærke, at de var lærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus. 14 Og da de så manden, som var blevet helbredt, stå hos dem, kumme de ikke sige dem imod. 15 Men de bød dem gå ud af retssalen og rådslog så indbyrdes og sagde: 16 »Hvad skal vi gøre med de mennesker? thi at et tydeligt tegn er sket ved dem, er åbenbart for alle dem, som bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det. 17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt folket, så lad os true dem til ikke mere at tale til noget menneske i dette navn.« 18 Så kaldte de dem ind og forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu navn. 19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: »Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; 20 for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.« 21 Men de truede dem endnu en gang og lod dem så gå; thi de kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle få dem straffet af hensyn til folket, da alle priste Gud for det, som var sket. 22 Den mand, på hvem dette helbredelsestegn var sket, var nemlig over fyrretyve år gammel. 23 Da de nu var blevet løsladt, gik de hen til deres egne og fortalte alt, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem; 24 og da de hørte dette, opløftede de alle som én deres røst til Gud og sagde: »Herre, du, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, 25 du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: »Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed? 26 Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren og mod hans Salvede.« 27 Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet«: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer 28 for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske. 29 Og nu, Herre! se til deres trusler, og giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord, 30 idet du udrækker din hånd til lægedom, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.« 31 Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed. 32 Og hele forsamlingen af den, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles. 33 Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket. 34 Thi iblandt dem var der ingen, som led nød, da alle de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med salgssummerne 35 og lagde dem for apostlenes fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til. 36 Og Josef, en levit, som stammede fra Kyperen og af apostlene fik tilnavnet Barnabas (det betyder trøstens søn), 37 solgte en mark, han ejede, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder. |