Apostlenes Gerninger 5 1 Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom, 2 og han stak med sin hustrus vidende nogle af pengene til side og kom kun ned en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. 3 Da sagde Peter: »Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? 4 Kunne du ikke have beholdt den dengang den var din? og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.« 5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor frygt over alle, som hørte det. 6 Og de unge mænd rejste sig og lagde et klæde om ham og bar ham ud og begravede ham. 7 Omtrent tre timer efter skete det, at hans hustru kom ind uden at vide, hvad der var foregået. 8 Da sagde Peter til hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Og hun svarede: »Ja, det var.« 9 Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Ånd? Hør, uden for døren lyder fortrinene af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.«, 10 I samme nu faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. 11 Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette. 12 Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket; og med enigt sind kom de alle stadig i Salomons søjlegang. 13 Men af de andre vovede ingen at slutte sig til dem; dog holdt folket dem højt i ære, 14 og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder. 15 Ja, man bar endogså de syge ud på gaderne og lagde dem på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem. 16 Endog fra byerne i Jerusalens omegn strømmede mængden sammen og kom med syge og med folk, som var plagede af urene ånder, og de blev alle helbredt. 17 Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti, og de blev fulde af nidkærhed. 18 Og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring. 19 Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde: 20 »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!« 21 Da de havde hørt dette, gik de tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte. Imidlertid kom ypperstepræsten og de, som holdt med ham, og de sammenkaldte rådet, alle Israels børns ældste, og sendte bud til fængselet, at apostlene skulle føres frem. 22 Men da tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i fængselet; og de vendte tilbage og meldte det, idet de sagde: 23 »Fængselet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.« 24 Da anføreren for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte disse ord, vidste de ikke, hvad de skulle tænke om dem, eller hvad dette skulle blive til. 25 Da kom der en og meldte: »Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.« 26 Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket. 27 Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: 28 »Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!« 29 Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker. 30 Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge han på et træ. 31 Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. 32 Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.« 33 Men da de hørte dette, blev de rasende og ville slå dem ihjel. 34 Men en farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer, som var højt agtet af hele folket, rejste sig i rådet og bød, at mændene et øjeblik skulle føres udenfor. 35 Så sagde han til de andre: »Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. 36 For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omtrent fire hundrede mand sluttede sig til ham; ham blev berettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet. 37 Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes. 38 Og nu siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; 39 men er det af Gud, kam I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!« De fulgte hans råd; 40 de kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. 41 Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. 42 Og de holdt ikke op ned hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus«. |