Apostlenes Gerninger 6 1 På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebræisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling. 2 De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. 3 Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. 4 Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.« 5 Dette forslag vandt bifald hos hele skaren, og de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikanor og Timon og Parnenas og Nikolaus, en proselyt fra Antiokia; 6 dem fremstillede de for apostlene; og disse bad og lagde hænderne på dem. 7 Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen. 8 Stefanus, der var fuld af nåde og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket. 9 Da stod der nogle frem af den synagoge, som hed »De frigivenes og kyrenæernes og aleksandrinernes Synagoge«, og nogle af den fra Kilikien og provinsen Asien og indlod sig i ordstrid med Stefanus. 10 Men de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte. 11 Da traf de hemmelig aftale med nogle mænd om, at de skulle sige: »Vi har hørt ham tale bespottelige ord imod Moses og imod Gud.« 12 Således ophidsede de folket og de ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og bragte ham for rådet«; 13 og de førte falske vidner, som sagde: »Den mand taler stadig imod dette hellige sted og imod loven. 14 Thi vi har hørt ham sige: »Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« 15 Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt. |