Apostlenes Gerninger 6 1 På den tid opstod der under menighedens hurtige vækst en misstemning mellem Hellenisterne og Hebræerne, fordi Hellenisternes enker blev forfordelt ved den daglige bespisning. 2 De Tolv sammenkaldte da samtlige disciple og sagde:'Det forekommer os urigtigt, hvis vi skal opgive forkyndelsen af Guds Ord for at gå og varte op ved bordene. 3 Kære Brødre, vælg af jeres midte syv mænd, som nyder almindelig tillid og som har ånd og omtanke; vi vil indsætte dem til det hverv at forestå bespisningen. 4 Så vil vi helt kunne vie os til bønnen og Ordets tjeneste.' 5 Dette forslag tilfredsstillede alle parter, og de valgte Stefan, en mand fuld af tro og Hellig Ånd, Filip, Prokor, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos, som var en proselyt fra Antiokia. 6 Disse mænd fremstillede de for Apostlene, som indsatte dem med bøn og håndspålæggelse. 7 Guds Ord hørtes af stadig flere, og discipelskaren i Jerusalem blev talstærk - en hel del af Tempelpræsteskabet sluttede sig til Troen. 8 Stefan havde fået nåde og styrke fra Gud og gjorde store undere og tegn i folket. 9 Fra den synagoge, som hed De Frigivnes og Kyrenæernes og Alexandrinernes var der nogle mænd, som sammen med en del Kilikere og Asiater indlod sig i debat med Stefan. 10 Da de slet ikke var i stand til at klare sig over for den klogskab og ånd, hvormed han talte, 11 traf de underhånden aftale med nogle mænd om at anmelde, at de havde hørt Stefan udtale sig hånende om Moses og om Gud. 12 Derved bragte de folket og rådsherrerne og de skriftlærde i oprør, og der kom omgående mænd og slæbte af med Stefan og førte ham for Synédriet, 13 hvor de stillede med falske vidner, der erklærede: 'Denne mand holder ustandselig taler imod det Hellige Sted og Moseloven. 14 Vi har selv hørt ham sige, at denne Jesus Nazaræer vil nedbryde dette Sted og forandre de bestemmelser, som Moses har overleveret til os.' 15 Alle, som sad i Synédriet, stirrede ufravendt på Stefan, og de så, at hans ansigt var lysende som en engels. |