Apostlenes Gerninger 7 1 Men ypperstepræsten spurgte: »Forholder dette sig således?« 2 Da svarede Stefanus: »Brødre og fædre, hør på mig! Herlighedens Gud åbenbarede sig for vor fader Abraham, medens han endnu var i Mesopotanien, førend han bosatte sig i Karan, 3 og sagde til ham: »Drag ud fra dit land og fra din slægt, og gå til det land, jeg vil vise dig.« 4 Da drog han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan; og efter at hans fader var død, bød Gud ham flytte derfra hen i dette land, hvor I nu bor. 5 Og han gav ham ikke ejendom deri, ikke så meget som en fodsbred; dog lovede han at give ham det i eje og hans afkom efter han, skønt ham endnu intet barn havde. 6 Således talte Gud: »Hans afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget, og dér skal de gøre dem til trælle og mishandle dem i 400 år.« 7 »Dog vil jeg dømme det folk, de skal trælle for,« sagde Gud; »og siden skal de drage ud og dyrke mig på dette sted.« 8 Og han oprettede omskærelsens pagt med han. Så blev Abraham fader til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev fader til Jakob, og Jakob til vore tolv stamfædre. 9 Og vore stamfædre blev misundelige på Josef og solgte han til Ægypten. Men Gud var med ham 10 og udfriede han af alle hans trængsler og gav ham yndest og visdom, da han stod for Farao, kongen af Ægypten, så han satte ham til at styre Ægypten og hele sit hus. 11 Men der kom hungersnød over hele Ægypten og Kana'an, en stor trængsel, og vore fædre kunne ikke finde føde. 12 Men da Jakob hørte, at der var korn at få i Ægypten, sendte han vore fædre ud første gang. 13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs herkomst. 14 Så sendte Josef bud og lod sin fader Jakob og hele sin slægt kalde til sig, i alt femoghalvfjerdsindstyve sjæle. 15 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og dér døde han og vore fædre, 16 og de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en sum penge af Hamors sønner i Sikem. 17 Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da den forjættelse, som Gud havde tilsagt Abraham, skulle opfyldes, voksede folket og blev talrigt i Ægypten, 18 indtil der kom en anden konge over Ægypten, som ikke kendte noget til Josef. 19 Han gik listigt til værks mod vort folk og plagede vore fædre, så de måtte sætte deres spædbørn ud, for at de ikke skulle blive i live. 20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn for Gud; han blev opfostret tre måneder i sin faders hus. 21 Så blev han sat ud, men Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn. 22 Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning. 23 Men da han blev fyrretyve år gammel, opkom det i hans hjerte, at han ville besøge sine brødre, Israels børn. 24 Og da han så, at en af dem led uret, tog han den mishandlede i forsvar og hævnede ham ved at slå ægypteren ihjel. 25 Nu mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem frelse; men det forstod de ikke. 26 Næste dag viste han sig iblandt dem, mens de stredes, og han ville forlige dem, så de holdt fred, og sagde: »Mænd! I er jo brødre, hvorfor gør I hinanden uret?« 27 Men han, som havde gjort sin landsmand uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til hersker og dommer over os? 28 Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog ægypteren ihjel?« 29 Da Moses hørte det, flygtede han bort og boede som fremmed i Midians land, hvor han blev fader til to sønner. 30 Og efter fyrretyve års forløb åbenbarede en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj, i en tornebusk, der stod i lys lue. 31 Men da Moses så det, undrede han sig over dette syn, og da han gik hen for at se, hvad det var, lød Herrens røst: 32 »Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.« Da skælvede Moses og vovede ikke at se derhen. 33 Men Herren sagde til ham: »Drag skoene af dine fødder; thi det sted, du står på, er hellig jord. 34 Grant har jeg set mishandlingen af mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres suk og er steget ned for at udfri dem; og nu, kom! jeg vil sende dig til Ægypten.« 35 Denne Moses, som de fornægtede ved at sige: »Hvem har sat dig til hersker og dommer?« ham sendte Gud til at være både hersker og befrier, hjulpen af den engel, som åbenbarede sig for ham i tornebusken. 36 Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde undere og tegn i Ægyptens land og i det røde Hav og i ørkenen i fyrretyve år. 37 Det var denne Moses, som sagde til Israels børn: »En profet som mig vil Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre.« 38 Det var også ham, som dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre; og han modtog levende ord, som ham skulle give til jer. 39 Men vore fædre ville ikke adlyde han; de stødte ham fra sig og vendte sig med deres hjerter til Ægypten og sagde til Aron: 40 »Lav os guder, som kan drage foran os; thi denne Moses, som førte os ud af Ægyptens land, ham ved vi ikke, hvad der er blevet af.« 41 Og i de dage lavede de en kalv og bragte offer til afgudsbilledet og frydede sig over deres hænders værk. 42 Da vendte Gud sig fra dem og gav dem hen til at dyrke himmelens hærskare, således som der står skrevet i profeternes bog: »Har I vel, Israels hus! bragt mig slagtofre og andre ofre i de fyrretyve år i ørkenen? 43 Nej, I bar Moloks' telt og guden Remfans stjerne, de billeder, som I havde lavet for at tilbede dem; nu vil jeg flytte jer bort hinsides Babylon.« 44 Vore fædre i ørkenen havde vidnesbyrdets telt, indrettet således som han, der talte til Moses, havde befalet, efter det forbillede, som han havde set. 45 Dette tog vore fædre i arv og bragte det under Josua med ind, dengang de tog landet i besiddelse efter hedningerne, som Gud fordrev fra vore fædres åsyn; og således var det indtil Davids tid. 46 Han fandt nåde for Gud og bad om, at han måtte finde en bolig for Jakobs Gud. 47 Men det blev Salomon, som byggede ham et hus. 48 Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder, men som profeten siger: 49 »Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på? 50 Er det ikke min hånd, som har skabt alt dette?« 51 I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren t Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. 52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. 53 I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!« 54 Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder. 55 Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. 56 Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.« 57 Da skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham; 58 og de slæbte ham uden for byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus. 59 Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« 60 Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen. |