Apostlenes Gerninger 7 1 Ypperstepræsten spurgte: 'Er dette rigtigt?' 2 Stefan svarede: 'Hør mig, I mænd, mine Brødre, mine Ærværdige Fædre! Gud åbenbarede sig i sin Majestæt for vor stamfader Abraham, der levede i Mesopotamien, førend han slog sig ned i Karan, 3 og Gud sagde til Abraham: "Forlad dit fædreland, forlad din slægt, og drag til det land, som jeg vil vise dig." 4 Så forlod Abraham Kaldæa og slog sig ned i Karan. Derfra overførte Gud ham efter hans fars død til dette land, som I nu bebor; 5 Gud gav ham ikke så meget som en fodsbred af dets jord i arv, men han lovede, at Abraham måtte tage det i besiddelse for sig selv og sine efterkommere, skønt han var barnløs. 6 Således sagde Gud til ham, at hans efterkommere ville komme til at leve som fremmede i et fremmed land, hvor de ville blive gjort til trælle og komme til at lide meget ondt igennem 400 år. 7 Men det folk, de skal trælle under, vil jeg dømme, sagde Gud, og så skal de drage ud af det land og tilbede mig på dette sted. 8 Med Abraham sluttede Gud Omskæreisens Pagt, og under denne pagt blev han far til Isak og omskar ham otte dage efter hans fødsel, og Isak blev far til Jakob under samme pagt, og Jakob blev far til de tolv stammeoverhoveder. 9 Vore stamfædre, som var skinsyge på deres bror Josef, solgte ham til Ægypten, 10 men Gud var med ham og hjalp ham, hver gang han kom i nød og gav ham nåde og visdom hos Farao, Ægyptens konge, så Farao gjorde Josef til leder af Ægypten og alle kongehusets anliggender. 11 Da ramtes hele Ægypten og Kana'an af hungersnød. Nødstilstanden blev alvorlig, og vore forfædre kunne ikke finde føde noget sted. 12 Jakob hørte, at der var korn i Ægypten, og han sendte vore forfædre af sted på deres første rejse. 13 Da de kom anden gang, gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao fik at vide, hvad slægt Josef tilhørte. 14 Josef sendte derefter bud hjem og indbød sin far Jakob og hele sin slægt, i alt 75 personer, 15 til sig i Ægypten, og Jakob rejste derned. Han døde der, og vore stamfædre ligeså. 16 De blev overført til Sikem og lagt i 16 et gravsted, som Abraham for en betydelig sum havde købt af Hamor-slægten i Sikem. 17 Den tid nærmede sig, da Gud ville opfylde det løfte, han havde givet Abraham, og da begyndte folket at vokse og blive talstærkt i Ægypten, 18 på hvis trone der sad en ny konge, som intet vidste om Josef. 19 Denne konge gav sig til ganske planmæssigt at modarbejde vort folk og voldte vore forfædre så meget ondt, at de måtte sætte deres spæde børn ud, for at de ikke skulle overleve. 20 Da, i rette øjeblik, fødtes Moses, et dejligt barn i Guds øjne. I tre måneder blev han passet i sine forældres hjem, 21 så blev han sat ud; men Faraos datter fandt ham og opdrog ham som sin egen søn. 22 Moses blev oplært i alle Ægyptens videnskaber og kunster og blev lige fremragende i tale og handling. 23 Da han var blevet omkring fyrre år, slog det ned i ham, at 23 han burde opsøge sine landsmænd, Israeliterne. 24 Han blev øjenvidne til, at en af dem blev straffet uden grund, og han kom til undsætning og hævnede den mishandlede ved at dræbe Ægypteren. 25 Derefter tænkte han, at hans landsmænd ville forstå, at Gud havde til hensigt at befri dem under hans ledelse. Men de forstod ingenting. 26 Den følgende dag kom han til stede, netop som Israeliterne var midt i et slagsmål, og for at få dem forsonede og genoprette freden, sagde han: "Kære venner, I er jo landsmænd, hvorfor foruretter I så hinanden?" 27 Men den mand, der havde uret over for kammeraten, skubbede Moses til side og sagde: "Er der nogen, der har sat dig til herre og dommer over os? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel i går?" 29 Da Moses hørte ham sige dette, flygtede han. Han tog ophold som fremmed i Midjans land, stiftede familie og fik to sønner. 30 Fyrre år gik. Da havde Moses et syn i ørkenen ved Sinaj Bjerg. En engel lod sig se i luerne fra en brændende tornebusk, 31 og Moses så det og undredes over synet. Han gik nærmere for bedre at se; da lød Herrens stemme: 32 Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Moses kom til at skælve og vovede ikke at se derhen, 33 men Herren sagde til ham: "Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. 34 Jeg har set og kender mit folks elendighed i Ægypten, jeg har hørt deres stønnen, og jeg er steget ned for at befri dem. Kom, nu sender jeg dig til Ægypten." 35 Denne Moses, som de afviste med ordene: "Hvem har udnævnt dig til herre og dommer", netop ham åbenbarede englen sig for i tornebusken, 36 netop han blev af Guds engel udsendt som herre og befrier 37 Denne Moses førte dem ud med undere og tegn i Ægypten og ved det Røde Hav, og i ørkenen fyrre år igennem. 38 Og denne Moses er det, som sagde til Israeliterne: "En profet vil Gud oprejse for jer, en af jeres Brødre, en profet som mig." 39 Og denne Moses var manden, som på ørkenmenighedens tid kunne være sammen med englen, der talte til ham på Sinaj Bjerg og der modtage livgivende Ord til at give videre til os; han var også den mand, som kunne være sammen med vore forfædre. Og det var også ham, vore forfædre nægtede at adlyde. 40 Det var ham, de forkastede for i deres hjerte at vende sig til Ægypten, den gang de sagde til Aron: 41 Giv os guder, som kan gå i spidsen for os, for denne Moses, som førte os ud af Ægypten, ham ved vi ikke, hvor er blevet af! 42 Ved denne lejlighed lavede de en af disse kalveguder og ofrede til afgudsbillede t og var stolte over dette værk, som de havde udført med deres egne hænder. 43 Gud vendte sig bort og overlod dem til at dyrke hele Himmelhæren, som der står i Profeternes Bog: Ikke slagtofre, slet ingen ofre bar I til mig fyrre år i ørkenen, Israels hus! 44 Moloks Telt førte I med jer, og jeres Gud Romfa's stjerne, de billeder, I gjorde selv for selv at bede til dem, og jeg flytter jer hinsides Babylon. 45 I ørkenen havde vore forfædre Vidnesbyrdets Telt, indrettet 44 efter forskrift fra ham, der talte til Moses og befalede ham at lave det efter det billede, han havde set. 46 Dette Telt overtog vore forfædre og førte det med, da de under Josua tog landet i besiddelse efter hedningerne, som Gud trængte tilbage, efterhånden som vore forfædre rykkede frem, indtil den tid, da David kom 47 og fandt nådigt øre hos Gud for sin bøn om, at Jakobs æt måtte finde sin endelige bolig. 48 Men det blev Salomon, som byggede Gud et hus. Dog, den Højeste bor ikke i huse, bygget med hænder; herom siger profeten: 49 Himmelen er min Trone, men Jorden min Fodskammel. Hvilket hus vil I bygge for mig, siger Herren, eller hvilket sted til hvile for mig? 50 Virkede ikke min hånd alt dette?" 51 I stivnakker, I er uomskårne på hjerte og ører, altid løber I storm mod den Hellige Ånd - som jeres forfædre, således I selv! 52 Er der en profet, jeres forfædre ikke har forfulgt? Dengang dræbte de profeterne, som forudsagde den Retfærdiges komme; og nu er han altså bleven forrådt og myrdet af jer. 53 I, som modtog Loven ved engles mellemkomst. Og holdt Loven har I ikke!' 54 Rådsforsamlingen havde påhørt alt dette med stigende og til sidst tænderskærende forbitrelse. 55 Men Stefan fyldtes med Hellig Ånd, han stirrede lige ind i Himmelen og så Guds Majestæt, og Jesus stående ved Guds højre hånd. 56 Og han sagde: 'Se, jeg skuer Himlene vidåbne, og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.' 57 Alle råbte og skreg, de holdt sig for ørerne og satte sig i samlet bevægelse hen imod ham 58 og jog ham ud af byen og stenede ham; vidnerne lagde deres klæder hos en ung mand, der hed Saul. 59 Så stenede de Stefan, mens han bad: 'Herre Jesus, modtag min ånd!' 60 Han faldt på knæ og råbte højt og lydeligt: 'Herre, tilregn dem ikke deres synd!' Og da han havde sagt dette, sov han ind. |