Apostlenes Gerninger 8 2 Der var dog nogle gudfrygtige mænd, der begravede Stefanus og holdt en stor dødsklage over ham. 1 Og Saulus bifaldt, at han blev myrdet. Samme dag udbrød der en stor forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, og alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne. 3 Men Saulus søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel. 4 De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord. 5 Filip kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem; 6 og skarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn, som han gjorde. 7 Thi der var mange, som havde urene ånder, og ånderne for ud under høje skrig; og mange lamme og halte blev helbredt. 8 Og der blev stor glæde i den by. 9 Nu var der i forvejen i byen en mand ved navn Simon, som drev trolddom og forbavsede folk i Samaria, idet han gav sig ud for at være noget stort. 10 Alle, små og store, var optaget af ham og sagde: »Det er han, der er den guds kraft, som man kalder den store.« 11 De var optaget af ham, fordi han i lang tid havde forbavset dem ved sine trolddomskunster. 12 Men nu, da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn lod de sig døbe, både mænd og kvinder. 13 Ja, Simon kom også selv til troen, og efter at han var blevet døbt, holdt ham sig stadig til Filip; og da ham så tegn og store undergerninger ske, var ham ude af sig selv af forbavselse. 14 Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen, 15 og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; 16 thi den var endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn. 17 Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden. 18 Men da Simon så, at Helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han til dem med penge og sagde: 19 »Giv også mig denne magt, så den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.« 20 Da sagde Peter til ham: »Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge. 21 Du har hverken lod eller del i dette ord; thi dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. 22 Omvend dig derfor fra denne din ondskab og bed til Herren, om du dog måtte få tilgivelse for dit hjertes påfund. 23 Thi jeg ser, at du er fyldt af bitter galde og hyldet i uretfærdighed.« 24 Simon svarede og sagde: »Bed I for mig til Herren, at intet af det, som I har sagt, skal komme over mig.« 25 Og da de havde vidnet og talt Herrens ord, gav de sig på vej tilbage til Jerusalem og forkyndte evangeliet i mange af samaritanernes landsbyer. 26 Men en Herrens engel talte til Filip og sagde: »Stå op og gå mod syd til den vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.« 27 Så stod han op og gik. Og se, der var en ætioper, en hofmand, som var en mægtig mand hos Kandake, etiopiernes dronning, og var sat over alle hendes skatte. Han var rejst til Jerusalem for at tilbede 28 og var nu på hjemvejen og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. 29 Da sagde Ånden til Filip: »Gå hen og hold dig nær til den vogn.« 30 Og Filip løb derhen og hørte ham læse profeten Esajas. Så spurgte han: »Forstår du også det, du læser?« 31 Men han svarede: »Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?« Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 32 Det stykke af skriften, som han læste, var dette: »Som et får blev han ført hen at slagtes, og som et lam, der er stumt over for den, der klipper det, således oplader han ikke sin mund. 33 I hans fornedrelse blev hans dom taget bort; hvem kan fortælle om hans slægt, thi hans liv blev borttaget fra jorden?« 34 Og hofmanden spurgte Filip og sagde: »Jeg beder dig sige mig: hvem er det, profeten taler om her? om sig selv eller om en anden?« 35 Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham. 36 Og som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: »Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?« 37 Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede og sagde: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.« 38 Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham. 39 Men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin vej med glæde. 40 Men Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea. |