Apostlenes Gerninger 8 2 Men Saul var fuldstændig indforstået med mordet på Stefan. 1 Samme dag udbrød en stor forfølgelse imod menigheden i Jerusålem, som med undtagelse af Apostlene spredtes over hele Judæa og Samaria. 3 Fromme mænd begravede Stefan og holdt en stor dødeklage over ham. 4 Men Saul arbejdede målbevidst 3 på at udrydde menigheden. Han gik fra hus til hus Og slæbte af med både mænd og kvinder og lod dem fængsle. 5 Imidlertid vandrede de fordrevne disciple rundt og forkyndte Evangeliet. 6 Filip tog ned til Samaria og forkyndte Kristus for folk i byen; 7 de var uden undtagelse meget lydhøre over for, hvad Filip havde at sige, idet de både hørte ham og så de tegn, han gjorde. 8 Mange havde vanhellige ånder, der blev jaget ud højt brølende, mange lamme og halte blev helbredt, 9 og der blev stor glæde i byen. 10 Der var i forvejen i byen en mand, som drev magi. Han hed Simon. Det var lykkedes ham at imponere folk i Samaria ved at udgive sig for at være noget stort. 11 Alle, små og store, havde holdt sig til hos ham. De sagde, at han var noget, de kaldte 'Guds Store Kraft'. 12 Når de blev ved at holde på ham, skyldtes det, at han så længe havde imponeret dem med sine hemmelige kunster. 13 Men da de nu var kommet til at tro Filips forkyndelse af Gudsriget og Jesu Kristi Navn, lod mange sig døbe, både mænd og kvinder. 14 Også Simon selv gik over til Troen og blev døbt, og derefter var han stadig sammen med Filip, for han var overvældet af de tegn og undere, som han fik at se. 15 I Jerusalem hørte Apostlene, at Samaria havde modtaget Guds Ord, og de sendte Peter og Johannes til dem. 16 Da de var kommet derned, bad de til Gud om, at de døbte måtte modtage Helligånden, for den var ikke kommet til nogen af dem - de var kun bleven døbt til Herren Jesu Navn. 17 Derefter lagde Apostlene hænderne på de døbte, og de modtog Helligånden. 18 Men da Simon så, at de døbte fik Ånden givet ved Apostlelenes håndspålæggelse, kom han med penge til dem og sagde: 19 'Giv mig den myndighed, så de, jeg lægger hænderne på, også kan få Helligånden!' 20 Peter svarede: 'Gid du må gå til grunde sammen med dit sølv! Hvor kan du forestille dig, at denne Guds gave kan købes for penge? 21 Du har ikke del i, endsige adkomst til, dette. For dit hjerte er ikke ret for Gud. 22 Omvend dig fra den ondskab, du har i dig, og bed til Herren, at dine slette hensigter må blive dig tilgivet, 23 for jeg ser, at du er opfyldt af galdegul misundelse og stikker til halsen i synd!' 24 Da sagde Simon: 'Bed I for mig til Herren, at der dog ikke må overgå mig noget af det, I har sagt!' 25 Efter at de således havde frembåret deres vidnesbyrd og talt Herrens Ord, begav de sig til Jerusalem og havde lejlighed til på hjemvejen at forkynde Evangeliet i mange samaritanske landsbyer. 26 Herrens Engel talte til Filip og sagde: 'Gå straks mod syd ad vejen fra Jerusalem til Gaza; den er øde.' 27 Filip brød op og gik af sted. En Æthioper, der var eunuk og hofembedsmand hos Æthiopiens dronning, Kandake, og kansler for krongodset, befandt sig på hjemvejen efter at have besøgt Jerusalem for at tilbede Herren; 28 han sad i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas. 29 Ånden sagde til Filip: 'Gå hen og hold dig i nærheden af den vogn.' 30 Filip løb derhen og hørte ham læse højt af profeten Esajas, og han sagde: 'Forstår du egentlig, hvad du læser?' 31 Hofmanden svarede: 'Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?' Og han bad Filip om at stige op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det skriftsted, han var ved at læse, var: Som et får blev han ført til slagtning, som et lam er stumt under saksen, således åbner han ikke sin mund, 33 i fornedrelsen blev hans dom ophævet, hans slægt, hvem opregner den, thi fra Jorden blev hans liv taget bort. 34 Hofmanden spurgte nu Filip: 'Var det muligt, at du ville sige mig, hvem det er, profeten taler om? Er det om sig selv, eller om en anden?' 35 Filip gav sig til at udrede hele spørgsmålet og forkyndte ud fra dette skriftord Evangeliet om Jesus for ham. 36 Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til et vandløb, og hofmanden sagde: 'Se, her er vand, er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?' 37 38 Han lod vognen holde, og begge gik ud i vandet, Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. 39 Da de gik op af vandet, tog Herrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han drog videre med glæde. 40 Men Filip var pludselig i Asdod; han vandrede til Kæsarea og forkyndte Evangeliet i alle de landsbyer, han kom igennem. |