Efeserbrevet 1 1 Fra Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Guds vilje, til De Hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus. 2 Nåde over jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. 3 Højlovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med sin Ånds hele velsignelse, givet i Himmelen, i Kristus. 4 Han har udvalgt os i Ham, før Verdens grundvold blev lagt, til at stå hellige og lydefri i kærlighed for Hans Ansigt. 5 Han har forudbestemt os til sine ved Jesus Kristus, Sønner og Døtre hos Ham ved Hans viljes beslutning. 6 Priset være Hans herlighed og Hans nåde, som Han har benådet os med ved sin Elskede Søn, 7 i hvem vi har forløsningen ved hans blod, 8 udslettelse af vore synder ved Hans uudtømmelige nåde, som Han har overvældet os med i Sin visdom og omtanke. 9 Han har kundgjort os Sin viljes Mysterium efter Sin agt, 10 foresat sig en plan til at træde i kraft ved Tidernes Fylde: At indordne alt under Kristus som Hoved, - det Overjordiske som det Jordiske i ham, 11 i hvem også vi har fået vor Arv. Vi blev forud bestemt efter Hans forsæt, Han, som virker alt efter sin viljes beslutning. 12 Priset være Hans herlighed, priset af os, som for længst har sat vort håb til Kristus, 13 Kristus, den samme, I hørte som Sandhedens Ord, Evangeliet om jeres frelse, Kristus, den samme I troede på, og med Helligånd fik I segl under løftet, 14 Ånden, vort pant på vor Arv, til vi opnår forløsning. Priset være Hans herlighed. 15 Derfor: Lige siden jeg hørte om jeres tro på Herren Jesus og om jeres kærlighed til alle Hellige, 16 har jeg slet ikke kunnet holde op med at sige Gud tak for jer, når jeg kommer til jeres navn i min bøn; 17 og det er min uophørlige bøn for jer, at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, vil give jer visdommens Ånd, åbenbaringens Ånd, at han vil gennemlyse jeres Gudserkendelse, 18 at han vil give jeres hjerte klarsyn, så I kan kende håbet, I fik, da I blev kaldede, så I kan kende rigdommen, I fik, da I med alle de Hellige blev indsat som arvinger til Guds Herlighed, 19 så I kan kende hans styrkes overvældende storhed, som førte os til tro med samme uimodståelige vælde som den, 20 han lod virke i Kristus, da han oprejste ham fra Døden og satte ham ved sin højre hånd i det Himmelske, 21 højt over alle kosmiske Magter og Myndigheder og Kræfter og Troner, højt over alle Navne, der kan nævnes, ikke blot i vor Verden, men også i den kommende 22 - alt har Gud lagt under hans fødder; og han, som er sat over alt, ham gjorde Gud til Hoved for Kirken, 23 og Kirken er hans Legeme, hans Fylde, som opfylder alt i alle. |