Efeserbrevet 6 1 Børn, vær lydige mod jeres forældre, det er det rette for Kristne. 2 "Ær din far og din mor" - det bud er det første, som der er knyttet et løfte til, nemlig: 3 "for at det må gå dig godt, og du må leve længe på Jorden." 4 Og I fædre, I må ikke vække Jeres børns trods. I skal give dem en kristen opdragelse og retledning. 5 I slaver, I må adlyde jeres jordiske herrer med omhu og respekt og af et oprigtigt hjerte, 6 som om det var Kristus, ikke som øjentjenere, der bare lægger an på at behage, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet, 7 tjenende med et villigt sind, som var det Herren og ikke mennesker. 8 I skal vide, at hvad godt man gør, får man igen af Herren, enten man er slave eller fri. 9 Og I herrer, opfør jer på samme måde over for slaverne og afstå fra at bruge trusler; I skal vide, at både deres og jeres Herre er i Himlene, og han gør ikke forskel på mennesker. 10 I det hele taget - drag styrke af Herren og hans vældige kraft. 11 Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. 12 For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod de kosmiske Magter og Myndigheder og Verdensherskere i dette Mørke, mod ondskabens Åndemagter i Rummet. 13 Tag derfor Guds fulde rustning på, så I kan gøre modstand på den Onde Dag, besejre alt og holde stillingen. 14 Stå med Sandheden spændt om jer som bælte, ifør jer Retfærdighedens brynje, 15 lad Beredvillighedens smidige fodtøj fremskynde jeres gang med Fredens Evangelium. 16 Fremfor alt: Grib Troens skjold, i hvilket I kan opfange alle den Ondes brandpile, 17 tag Frelsens hjelm på hovedet og Åndens sværd i hånden - det er Guds Ord. 18 Med stadig bøn og anråben skal I ved enhver lejlighed bede i Ånden, bestandig udholdende i bønnen for alle de Hellige, 19 ja, og også for mig, at Ordet må blive lagt mig i munden, når jeg skal tale, så jeg med frimodighed kundgør Evangeliets Mysterium, 20 for hvilket jeg er en udsending i lænker - om jeg dog ved det måtte få frimodighed til at tale, som jeg skulle. 21 Men for at også I kan erfare noget om, hvordan det går mig, hvad jeg foretager mig, så vil Tykikos, den kære Broder og tro tjener i Herren, fortælle jer alt. 22 Ham sender jeg til jer, netop for det samme, for at I kan høre, hvordan det går os, og han kan berolige jeres hjerter. 23 Fred over Brødrene, og kærlighed tillige med tro fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus. 24 Nåde være med alle, der elsker vor Herre Jesus Kristus i hans uforkrænkelige Herlighed. |