Esajas bog 15 1 Et udsagn om moab. Ak, Ar lægges øde ved nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved nat, det er ude med Moab. 2 Dibons datter går op på høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et hoved er skaldet, alt skæg skåret af, 3 på gader og oppe på tage bærer de sæk, på torvene jamrer de alle, opløst i gråd. 4 Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver moabs lænder, dets sjæl er i vånde. 5 Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths skråning, undervejs til Horonajim opløfter de jammerskrig; 6 Nimrims vande bliver ødemarker, thi græsset visner, grønsværet svinder, grønt er der ikke. 7 Derfor slæber de godset, de vandt, deres hengemte ting over vidjebækken. 8 Ak, nødråbet omspænder Moabs land, dets jamren når til Eglajim og Be'er-Elim; 9 Thi Dimons vand er fuldt af blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: En løve over Moabs undslupne, landets rest. |